Burgerbar lukket og kunderne evakueret efter brand
Onsdag aften er Burger King på Banegårdspladsen i det centrale Aarhus lukket, efter at udbrød brand i restauranten
En brand på toilettet betyder, at Burger King på Banegårdspladsen i Aarhus onsdag aften er lukket. Kunderne og personalet blev for en sikkerheds skyld evakueret, og de befinder sig nu uden for restauranten.
- Vi har lige fået slukket branden, som udviklede en hel del røg. Derfor afventer vi skadeservice, som skal vurdere, om der kan åbnes op igen, og om der skal gøres noget, før man kan det, siger indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, Jesper Hansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi var også fremme ved restauranten, og herfra lyder det, at branden efterforskes som mistænkelig.
- Der er nogen, som med vilje har forårsaget den her mindre brand på toilettet - det er vores formodning. Så det undersøger vi nærmere, siger vagtchef Jes Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han fortæller desuden, at det altså var en mindre brand, som udviklede røg, men ikke noget som var farligt for kunder og personalet.
Ingen personer skulle været blevet udsat for røgforgiftning, da branden var isoleret til området omkring toilettet.
Brandvæsenet blev kaldt til branden omkring kl. 18.30.