De er hospitalets hemmelige helte - og de kan ikke undværes
Det kræver stor tålmodighed at tage imod den flod af opkald, der netop nu rammer afdelingerne på AUH.
I denne tid hyldes vores læger og sygeplejersker med rette ofte for den indsats og de ofre, de gør, for at minimere udbredelsen af COVID-19.
Der er dog en gruppe hospitalsansatte, der hidtil har været lidt usynlig i medierne og måske også i offentlighedens bevidsthed.
Det er dem, der tager imod patienterne på hospitalet. Dem, der besvarer telefonopkald fra bekymrede pårørende eller patienter. Dem, der skriver de mange notater, lægerne dikterer, og sikrer, at de bliver registreret korrekt.
Lægesekretærerne - eller limet, der få tingene til at hænge sammen og fungere på en hospitalsafdeling.
Patient nummer 80
På afdelingen for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital, Skejby, arbejder to tredjedele af afdelingens 17 lægesekretærer hjemmefra.
Afdelingen modtager lægesekretærerne for tiden en lang, lang række opkald fra patienter.
- Mange af vores patienter er kronisk syge og en stor del får immundæmpende medicin. Desværre har vi ikke kapacitet til at vores læger og sygeplejersker kan tale med dem allesammen, siger lægesektetæren Ketty og fortsætter:
- Udfordringen for os er at finde en balance mellem at give forståelse og omsorg samtidig med at skulle afvise og henvise til egen læge, Sundhedsstyrelsen og diverse hjemmesider.
Det kræver tålmodighed at besvare de mange opkald, for patient nummer 80 skal gerne have samme forståelse og omsorg som den første, lægesekretæren taler med i telefonen.
Det kan især være udfordrende, når patienterne i sagens natur helst vil tale med den læge eller sygeplejerske, de er vant til.
- Jeg forsøger at have fokus på at give dagens sidste patient den samme behandling som dagens første, men jeg er også kun et menneske, siger Ketty til TV2 ØSTJYLLAND.
Registreringshelte
Afdelingens ledende lægesekretær, Sophie Torp, har givet sine medarbejdere et særligt kælenavn.
- Jeg kalder dem registreringshelte, fordi de har styr på, at det, der bliver dikteret, også bliver afskrevet og registreret korrekt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
For patienten betyder det, at de altid kan tilgå en opdateret journal på Sundhedsjournalen via Sundhed.dk.
Hvis man besøger afdelingens reception, vil man for tiden finde den lægesekretær, der bemander receptionen, bag plexiglas. Med masser af håndsprit i nærheden.
- De skal blandt andet, på en pæn måde, få vist de pårørende ud i venteområdet, nu hvor der er forbud mod, at de kommer med patienterne ind på hospitalet. Det er klart, at det er noget andet, hvis det er patienter med kritisk sygdom eller kræft, siger Sophie Torp, til TV2 ØSTJYLLAND.
Fællesskab via mail
To tredjedele af afdelingens 17 lægesekretærer arbejder hjemmefra. Det gælder blandt for lægesekretæren Louise.
- Jeg synes, man i denne tid bliver mindet om, hvor stærkt fælleskabet er på en arbejdsplads, og hvor meget det betyder, at man ser hinanden hver dag, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jeg synes til gengæld også, at det så varmer ekstra meget, hvis man bliver ringet op eller får en mail fra en kollega med en sød hilsen.
Læs også:
Unødvendigt ydmyge
Ifølge ledende lægesekretær Sophie Torp anerkender læger og sygeplejersker, hvor vigtige lægesekretærern er i forhold til det gode patientforløb. Det handler det om at løfte i flok.
- Lægesekretærerne kan godt være ydmyge i forhold til de funktioner, de varetager, men det behøver de ikke være. De kan ikke undværes og de udgør en stor del af det arbejde, der foregår på Aarhus Universitetshospital, siger Sophie Torp til TV2 ØSTJYLLAND.
Afdelingen for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på AUH modtager årligt cirka 14.000 patienter i klinikken og bemander derudover et sengeafsnit med 26 senge.