Ingen aprilsnar: René fandt slange i sin opvasker - og der er endnu en slange løs

Da René Høgh Olsen åbnede sin opvaskemaskine, lå der en slange i den. Først troede han, det var en aprilsnar, men slangen var ægte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
René Høgh Olsen fandt en slange i sin opvasker 1. april - men det var ikke en aprilsnar. Foto: René Høgh Olsen/Privatfoto

Den 1. april er for mange danskere lig med løjer og drillerier i form af aprilsnar. Og det var også netop en aprilsnar, René Høgh Olsen fra Horsens troede, han var udsat for, da han onsdag fandt en slange i sin opvaskemaskine.

Til sidst puttede jeg den i en pose og bankede den i hovedet med en kasserolle, og der gik det virkelig op for mig.
René Høgh Olsen, Horsens

Men den var god nok. Slangen var ægte.

- Jeg skulle fylde noget i opvaskeren, og da jeg trækker nederste skuffe ud, ser jeg, den ligger der. Så troede jeg, det var mine børn eller kæreste, der havde lagt en plasticslange der for sjov, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg gad ikke være en idiot, der falder for aprilsnar.

Derfor tog han slangen ud af opvaskemaskinen, men hurtigt kunne han fornemme, at det ikke bare var et legetøj af plastic.

- Jeg mærkede på den flere gange, og den føltes som en ægte slange. Til sidst puttede jeg den i en pose og bankede den i hovedet med en kasserolle, og der gik det virkelig op for mig, siger René Høgh Olsen.

Slangen bløder fra hovedet, efter René Høgh Olsen daskede den med en kasserolle. Det er en mælkesnog. Foto: René Høgh Olsen/Privatfoto

Heldigvis er han ikke typen, der er bange for kryb. Han kontaktede derfor både Østjyllands Politi og Dyrenes Beskyttelse, der fortalte, at han skulle smide slangen ud.

Men René Høgh Olsen var mere nysgerrig, så han skrev et opslag på Facebook-gruppen Horsens, hvor han eftersøgte nogen, der vidste noget mere om slangen.

- Hold nu fast en storm af kommentarer om, at jeg var fuld af løgn, og at det var en aprilsnar. Men så var der også en, som skrev til mig privat, at han kendte en i området, der havde mange slanger, siger René Høgh Olsen.

Da han fik kontakt til ejerne, som bor i nabolaget, viste det sig, at slangen i opvaskeren ikke er den eneste, der er på fri fod.

- Han fortalte, at det der for over en måned siden faktisk var to slanger, der var sluppet løs, og de har ikke fundet dem endnu.

Video: I oktober 2019 fik Randers Regnskov et kuld af 'nuttede' anakonda-unger.

Derfor er René Høgh Olsen fremover også ekstra opmærksom på eksotiske dyr i sit hjem.

- Det værst tænkelige ville være, hvis man vågnede op med den på maven eller den kravlede rundt under dynen.

Det er ikke første gang, en slange er på fri fod i Horsens. Også tilbage i 2017 var en halvanden meter lang boa-slange på springtur i centrum af Horsens.

Sydøstjyllands Politi fortæller i dag til TV2 ØSTJYLLAND, at de ikke har nogen efterlysninger på den anden slange, der skulle være sluppet ud sammen med den, René Høgh Olsen fandt i sin opvaskemaskine.

Han har desuden leveret den døde slange tilbage til ejerne.

Ifølge zoolog Morten Vissing fra AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg, så overlever en slange næppe en tur i en opvaskemaskine på grund af den høje temperatur. Desuden ville den drukne.

Slangen har højst sandsynligt fået en tur i opvaskeren, der var sat i gang natten inden, René Høgh Olsen fandt slangen. Foto: René Høgh Olsen/Privatfoto

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her