Dyreinternater fyldt til randen med herreløse katte
Katte skal registreres med deres ejer, og de skal alle neutraliseres. Sådan lyder Dansk Dyreværn Aarhus' forslag til, hvordan man får antallet af herreløse katte ned.
Nu skal det være helt slut med uønskede kæledyr, som bliver dumpet i skovområder og på rastepladser.
Det mener Dansk Dyreværn Aarhus, der sammen med en række andre dyreværnsorganisationer vil have en lov, der skal tvinge katteejere til at registrere og neutralisere deres dyr, så de ikke ender i internaterne.
- Vi får mange katte ind, og så får vi en form for prop, hvor kattene kommer til at stå her i meget lang tid, og det er ikke dyrevelfærd, siger Jesper Søderberg, der er direktør for Dansk Dyreværn Aarhus.
Normalt koster det omkring 800 kroner at indlevere et dyr, men det seneste halvandet år har dyreværnet som et forsøg gjort det gratis, og det har fået antallet af herreløse katte til at stige.
- Hvis det fortsætter, vil vi stå med en meget stor samling af katte, fordi vi ikke kan videreformidle i det omfang, som vi får dem ind, siger Jesper Søderberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Folketingsmedlem bakker op
Dyreværnet er altså nødt til at finde en løsning, og det har de måske allerede. De har i hvert fald et ønske til politikerne til en ny regel:
- Vi vil gerne have, at alle katte bliver registreret med en ejer, og at alle katte bliver neutraliseret, siger direktøren for Dansk Dyreværn Aarhus.
Og spørger man Enhedslistens dyrevelfærdsordfører, er det ikke et urealistisk forslag at få gennemført.
- Vi ser positivt på obligatorisk mærkning og registrering, og vi mener samtidig, at neutralisering af katte kan få positiv effekt på antallet af uønskede katte, siger Søren Egge Rasmussen (EL) til TV2 ØSTJYLLAND.
Den gratis indlevering hos Dansk Dyreværns internater er nu slut, for både økonomien og pladsen er efterhånden blevet et problem.
- Vi havde nok tænkt, at andre internater ville gå med på ideen, så vi i hele Danmark kunne få indleveret alle dyr, der har brug for det, siger Jesper Søderberg.
Han mener altså, at der er behov for, at internaterne danner fælles front for at komme problemet til livs, og også der vil Enhedslisten måske være behjælpelige.
- Vi vil meget gerne sammen med dyreværnsorganisationer se nærmere på, hvordan man kan lave en model, der ikke er unødigt bureaukratisk, siger Søren Egge Rasmussen (EL).