"En kovending": Nu får alternative forslag til havneudvidelse plads
Nu skal flere alternative forslag til den aarhusianske havneudvidelse have mere plads i debatten. Desuden kan der være et initiativ for mere borgerinddragelse på vej. Det kom frem onsdag, hvor der var byrådsmøde.
Det blev fra flere sider af salen kaldt en ”havne-kovending”, da der onsdag var byrådsmøde i Aarhus.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og den nyligt tiltrådte rådmand for teknik og miljø, Nicolaj Bang (K), vil nemlig nu lade alternative forslag til havneudvidelsen få plads i den politiske debat.
Det vil blandt andet betyde, at et samarbejde med Grenaa Havn skal undersøges nærmere.
Desuden skal det undersøges, om pladsen på de eksisterende havnearealer kan udnyttes bedre, og om det vil være muligt at oprette en såkaldt "tørhavn" inde i landet.
Der skal også ses på, om mængden af den såkaldte "klapning" ved Fløjstrup kan reduceres, og om de sedimenter, der skal flyttes i forbindelse med havneudvidelsen, kan bruges mere nyttigt.
Onsdag skulle byrådet have endnu en debat om havneudvidelsen, der kastede over 1.500 høringssvar af sig tidligere i år og har mødt massiv modstand fra flere sider, som TV2 ØSTJYLLAND tidligere har beskrevet.
Det lykkedes dog borgmesteren og den nytiltrådte rådmand at tage brodden af dagens debat ved tre timer før byrådsmødet at udsende en pressemeddelelse med forslag om mere borgerinddragelse og plads til diskussion af alternative forslag.
Flere af byrådsmedlemmerne nævnte under byrådsmødet, at udmeldingen kom som en stor overraskelse for dem.
Endnu mere borgerinddragelse
SF og Venstre var i forvejen gået sammen om et ændringsforslag om at sætte endnu mere fokus på borgerinddragelse.
De foreslår at omkring 30 tilfældigt udvalgte aarhusianere skal samles i et såkaldt borgerting.
Inspirationen kommer fra København, hvor man i forbindelse med projektet om den store byudvidelse Lynetteholmen har brugt et borgerting til at inddrage borgerne.
Jacob Bundsgaard sagde på byrådsmødet, at han er positivt stemt over for SF og Venstres forslag.
- Jeg foreslår, at vi får sat gang i arbejdet med borgersamlingen med det samme, sagde borgmesteren.
Det vakte glæde i Venstre, at forslaget blev taget godt imod.
- Vi går i Venstre til det kritisk-konstruktivt, og vi skal nok få landet det her et godt sted, sagde Christian Budde (V), rådmand for sundhed og omsorg.