Familie står frem med kritik af bosted: Hjerteskærende video viser ulykkelig søster
Søster til multihandicappet i hård kritik af bosted.
Det er stærkt kritisabelt, hvad nogle udviklingshæmmede beboere oplever på botilbud under Borgercenter Nord i Aarhus Kommune.
Det mener Jasmin Damgaard, hvis 24-årige lillesøster, Rose, bor på et af botilbuddene, Bofællesskabet Skødstrup.
Familien Damgaard oplever blandt andet, at den multihandicappede Rose virker mere indelukket og har mistet mange færdigheder.
- Lige nu er hun på et udviklingsstadie mellem et halvt og halvandet år. Det er skræmmende, for på mange punkter har hun været oppe og ramme seks år. Hun er gået tilbage motorisk, hun er gået tilbage i sit sprog, og hun er begyndt at selvskade, siger Jasmin Damgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Beskidt og oppustet
Som TV2 ØSTJYLLAND søndag kunne fortælle, påtænker Socialtilsyn Midt at fjerne Borgercenter Nords godkendelse, blandt andet på grund af et tilsynsbesøg i maj måned.
Det overrasker ikke Jasmin Damgaard.
- Rose kommer hjem og er beskidt forneden. Hun kommer med lange, sorte negler. Hun har aldrig haft så mange urinvejsinfektioner som efter, hun er flyttet hjemmefra. Hun er tit oppustet og er opstartet på afføringsmidler, siger Jasmin Damgaard til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Hvis man læser om habilitering, står der, at man skal vedligeholde og udvikle borgernes funktioner, og det er bare ikke det, der sker.
Utrolig ærgerlig
Ifølge driftschef for Voksen, Job og Handicap i Aarhus Kommune, Natascha Mannemar Jensen, er der sket store ændringer i Borgercenter Nord i løbet af det seneste år.
- Vi har skiftet en stor del af ledergruppen ud. Vi har sat forløb i gang for at forbedre trivsel, arbejdsmiljø, medicinhåndtering og meget mere, og det er et stort træk, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vi har godt vidst, at vi ikke var helt i land, men derfor er jeg stadigvæk utrolig ærgerlig over at sidde med den tilsynsrapport, som vi sidder med nu.
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz, skriver mandag følgende i en mail til TV2 ØSTJYLLAND:
- Jeg er bekymret for den aktuelle situation. Jeg har bedt forvaltningen straks handle på de kritiske forhold, som tilsynet peger på. Forvaltningen har allerede iværksat konkrete handlinger på baggrund af kritikken, herunder opfølgning med sundhedsteams omkring de borgere og bosteder, hvor tilsynet udtrykker bekymring for enkelte borgeres trivsel, og med indførelsen af en ny instruks for indberetning af magtanvendelser på tværs af hele Borgercenter Nord.
Det arbejde vil ifølge Kristian Würtz fortsætte fra nu og frem til den 10. august, hvor forvaltningen skal svare tilsynet på den foreliggende rapport.