Fire mænd frifundet for drabsforsøg i Brabrand

Vidneforklaringer og andre beviser var ikke nok til at fastslå, at fire mænd stod bag to drabsforsøg i januar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Det er ikke lykkedes anklagemyndigheden at bevise, at fire unge mænd i januar forsøgte at dræbe to andre med knivstik og skud med en gas- og signalpistol.

Derfor er de fire mænd onsdag alle blevet frifundet for drabsforsøgene ved Retten i Aarhus.

Det oplyser advokat Mette Grith Stage, der er forsvarer for en af de nu frifundne.

Det var en 34-årig mand, som var tæt på at miste livet, da han natten til den 4. januar blev stukket med en kniv i brystet. Det skete på Gudrunsvej i Brabrand ved Aarhus.

Kniven var gået ind i den 34-åriges krop meget tæt på hjertet, men han overlevede.

Også en anden mand blev stukket ned ved episoden. Han blev stukket i ryggen, men var iført en skudsikker vest. Derfor slap han for alvorlig skade.

Borgere tilkaldte politiet

Politiet mødte op på parkeringspladsen, efter at bekymrede borgere slog alarm, da de hørte tumult. Siden blev de fire mænd, hvoraf tre af dem er 20 år og den fjerde 19 år, anholdt, sigtet og tiltalt.

Men fire nævninge og én dommer fandt det altså ikke bevist, at det netop var disse fire mænd, som stod bag overfaldet i januar. Dermed blev de tiltalte frifundet.

I byretten skal mindst fire nævninge og to dommere stemme for, før en tiltalt kan kendes skyldig. I denne sag ville kun to nævninge og to dommere dømme.

Dømt for at flygte

Tre af de fire frifundne har onsdag forladt retten som frie mænd. Den sidste blev kendt skyldig i at have forsøgt at flygte fra politiet i forbindelse med et grundlovsforhør.

Advokat Mette Grith Stage oplyser, at hun nu sammen med sin klient vil se på, om han skal kræve erstatning for at have siddet varetægtsfængslet i 11 måneder.

- Nu vil vi gerne have kendelsen på skrift. Det fik vi ikke i dag på grund af it-problemer ved domstolen.

- Derefter afventer vi, at ankefristen udløber, før vi ser på erstatning. Men det er klart, at man nok vil forsøge at få erstatning, når man har siddet fængslet så længe og så bliver frifundet.

Anklagemyndigheden har nu to uger til at beslutte, om man vil anke sagen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her