Flere almene boliger i Aarhus
Kristian Würtz (S), der er rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, søsætter et projekt, der skal skaffe 2.000 nye almene familieboliger på fire år, og aarhusianske boligforeninger skal være med til at føre planen ud i livet.
Målet er, at byen også fremover skal kunne tilbyde borgere med almindelige indkomster et sted at bo. Lørdag havde Brabrand Boligforening åbent hus i en række almene boliger på havnen i Aarhus.
Her var Mark Pedersen, og Camilla Peulecke nede for at se deres lejlighed for første gang. Parret har sammen med mange andre været skrevet op til lejlighederne i det attraktive område i Aarhus Ø, og nu kunne de så endelig se den 114 m2 store lejlighed, som de flytter ind i til september.
- En ting er omgivelserne, men rent økonomisk, i forhold til for eksempel isbjerget, er det et scoop, siger Mark Pedersen, men henvisning til prisen, der lander på 9.500 kroner plus forbrug om måneden.
Til samme pris får man cirka 30 m2 mindre i for eksempel Isbjerget ikke langt derfra.
Brabrand Boligforening kan udleje lejligheden til den attraktive pris, da foreningen er underlagt almenboligloven.
- Der er en bremse på, hvor dyrt det kan blive, og derfor er det billigt i det her attraktive areal, siger Steen Thomsen, der er projektleder i Brabrand Boligforening.
Og hvis det står til politikerne i Aarhus, skal der mange flere af den slags almene boliger til byen.
- Så man på tværs af husstandstype og pengepung kan finde en egnet bolig i Aarhus, siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune.
Han har fremlagt et forslag, der hvert år de næste fire år, skal opføre 500 nye almene boliger i byen for ikke at skræmme borgerne væk med de høje priser.
- Hvis ikke vi kan finde tag over hovedet til dem i Aarhus, så risikerer vi, at de flytter andre steder hen, siger Kristian Würtz.
Mark Pedersen og Camilla Peulecke må vente et par uger med at flytte ind i deres nye lejlighed, som de overtager den 15. december.
- Vi har kigget på hus i mange år, men vi er aldrig kommet videre, fordi vi skulle langt, langt ud for at få råd til det, som vi gerne vil have - plus have råd til det, som vi gerne vil lave ved siden af - så det her giver rigtig god mening, siger Camilla Peulecke.
Du kan se mere om sagen i tv-indslaget øverst på siden.