Flere politikere presser på: Vi vil se de skjulte optagelser
Et samlet sundheds- og omsorgsudvalg i Aarhus Kommune vil have tilladelse til at se de skjulte optagelser, TV 2 Dokumentar har lavet på plejehjemmet Kongsgården.
Alle fem partier, der er repræsenteret i sundheds- og omsorgsudvalget i Aarhus Kommune, lægger nu pres på TV 2. De vil have tilladelse til at se den dokumentar, som blandt andet er blevet optaget på plejehjemmet Kongsgården i Viby.
Derfor har de bedt forvaltningen om at skrive til TV 2 med beskeden om, at de gerne vil se programmet.
- Vi er fem partier, som har et ønske om at få lov at se optagelserne. Nu er familien trådt frem, vi har fået flere oplysninger, og vi synes, vi har brug for at blive klogere, siger formand for sundheds- og omsorgsudvalget Lone Hindø (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
I efteråret 2019 satte TV 2 Dokumentar efter aftale med pårørende et skjult kamera op i lejligheden hos en beboer.
Programmet med de skjulte optagelser skulle have været vist i marts, men Aarhus Kommune begærede fogedforbud i sagen. I marts 2020 nedlagde Retten i Aarhus fogedforbud, og derfor må dokumentaren ikke vises i TV.
Rådmand Jette Skive (DF) samt flere medarbejdere fra Kongsgården og forvaltningen har set programmet, og det vil politikerne i sundheds- og omsorgsudvalget altså også gerne.
- Hvis det er lovligt, får vi det at se, og hvis det ikke er lovligt, så kan vi ikke se det. Men vi har et ønske om det, siger Lone Hindø.
Hvorfor er det vigtigt, at I som politikere bliver orienteret om noget, som er en personalesag mellem forvaltningen og medarbejderne?
- Fordi det ikke kun er en personalesag. Det berører virkelig, virkelig borgerne. I det her tilfælde er det på Kongsgården, men vi får jo også mange henvendelser andre steder fra, hvor folk er blevet utrygge. Og det er meget vigtigt, at borgerne i Aarhus, som jo har valgt os, at de kan have tillid til, at alt er i orden.
- Tillid er et nøgleord. Og efter det her er kommet frem, er jeg sikker på, at rigtigt mange af os vil få henvendelser andre steder fra, om de også kan have tillid til os, siger Lone Hindø.
Venstre: Alle skal have det at se
Et andet udvalgsmedlem, Hans Skou (V), deler formandens holdning. Han går endda et skridt videre og håber, at hele befolkningen får mulighed for at se optagelserne.
- Det kan godt være, at man kan finde noget jura, der gør, at optagelserne ikke kan blive offentliggjort. Men det er slet ikke det vigtige her, siger Hans Skou til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi skal ikke bruge flere kræfter på at kæmpe imod, at de her optagelser kommer frem. Vi skal lære af den her sag, og den skal have de konsekvenser, den skal have, og så skal vi komme videre herfra, siger Hans Skou.
Lone Hindø forholder sig dog ikke til fogedforbuddet og oplyser, at sundheds- og omsorgsudvalget ikke er blevet spurgt til råds angående det.
TV 2 oplyste tidligere fredag, at de endnu ikke havde modtaget en henvendelse fra Aarhus Kommune.
TV2 ØSTJYLLAND har spurgt forvaltningen i Sundhed og Omsorg, om de har rettet henvendelse til TV 2. Vi arbejder på at få en kommentar og opdaterer efterfølgende artiklen.