Forfalskede coronapas: Seks gymnasieelever sigtet
Seks gymnasieelever fra Aarhus er blevet sigtet for dokumentfalsk med deres coronapas. Politiet advarer på det kraftigste andre mod at gøre det samme.
Seks aarhusianske gymnasieelever er blevet sigtet for dokumentfalsk, efter de har erkendt at have forfalsket deres coronapas for at kunne fremvise et negativt testsvar for at møde til undervisningen.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor de på kraftigste advarer andre mod at gøre det samme.
- Det er rigtig dumt at forfalske sit coronapas, for det kan få langvarige konsekvenser for en ung gymnasieelev. Udover den straf man bliver idømt i retten, kan det også give en plet på straffeattesten, som kan få betydning for de unges uddannelses- og jobmuligheder, siger politiinspektør René Raffo i pressemeddelelsen.
Det drejer sig om tre kvinder og tre mænd, alle i alderen 16 og 18 år.
Fem af de forfalskede testsvar blev opdaget af en medarbejder på et gymnasium i sidste uge, da medarbejderen bemærkede, at der var nogle detaljer ved testsvaret, som så anderledes ud end normalt. Det sjette tilfælde blev opdaget i denne uge.
Politiet oplyser, at straffen for denne type af dokumentfalsk typisk vil lyde på 20-40 dages betinget fængsel. Men da det er en coronarelateret overtrædelse, risikerer de, at straffen fordobles.