Gammel klassiker indtager teater - og den er mere relevant end nogensinde
Stykket, der i denne uge har haft premiere på Aarhus Teater, er i den grad relevant i en tid med krig og kriser, mener skuespiller.
Han kan se rigtig sur ud. Derfor er skuespiller Jacob Madsen Kvols helt perfekt i rollen som den store julehader og gnier Ebenezer Scooge.
Og hvis navnet ringer en juleklokke, så er det sikkert, fordi Et Juleeventyr, der i denne uge havde premiere på Aarhus Teater, er en af de helt gamle klassikere.
Det er historien om den store julehader og gnier Ebenezer Scooge. Jacob Madsen Kvols står på scenen i alle 125 minutter, og det gør det let for ham at forblive i karakteren som den sure mand.
- Moralen i stykket er næstekærlighed, som julen handler om, og at huske på at kigge udad, ikke være så fokuseret på egen rigdom, men hjælpe hinanden, siger Jacob Madsen Kvols.
Selvom historien efterhånden er mere end 150 år gammel, er den stadig relevant, mener han.
- Specielt i denne her tid, hvor vi står i en energikrise, en klimakrise og en krig i Europa. Vi bliver nødt til at stå sammen og løfte i flok for at alle kommer igennem. Så jeg synes i den grad, at det har relevans, siger skuespilleren.
Inspireret af børnefattigdom
Et juleeventyr, på engelsk A Christmas Carol, er oprindeligt en roman fra 1843 skrevet af Charles Dickens. Forfatteren blev inspireret af en parlamentsrapport om børnearbejde og fattigdom hos børn, og bogens første oplag blev udsolgt på kun seks dage.
Eventyret er gennem tiden blevet opført utallige gange på teatre og filmatiseret både som spillefilm og animationsfilm.
Her møder man den kolde og nærige ældre herre, der juleaften får besøg af sin afdøde kompagnons genfærd og tre ånder – alle med budskabet om at lære medmenneskelighed og omsorg for ikke at dø og vandre i evig ensomhed. Ebenezer Scrooge får sidste chance for at ændre sit liv uden juleglæde.
Trods den gnavne Mr. Scrooge er der altså ingen fare for ikke at komme i julestemning. Som en del af stykket bliver der spillet kendte julesalmer som ’Dejlig er den himmel blå’ og ’Det kimer nu til julefest’.
Bag den enkle opsætning gemmer sig et stort arbejde.
Intet er overladt til tilfældigheder
Det er ikke kun skuespillere og instruktøren, der er med til at fortælle historien om den gamle gnier. Det kræver et stort hold, der blandt andet består af skræddere, teatermalere, scenografer, sceneteknikere og lys- og lydfolk.
For der er ikke overladt noget til tilfældighederne, når en scene bliver opført. Det er nemlig vigtigt for fortællingen, at den fremstår så autentisk som muligt. Det betyder også, at der for eksempel er lavet slid på den ellers nye trappe. Det samme gælder de mange nye kostumer, der er påmalet et slidt og lurvet udtryk.
Scenen er bygget af ren krydsfiner og flamingo, og så er det ellers teatermalernes opgave at få det til at se ud som den herskabelige bolig i forfald, som udgør Ebenezer Scrooges hjem.
Inden scenografien bliver opført på teateret, har scenografen lavet en model i 1:25, og det er den, sceneteknikerne nu har bygget til en stor version, der kan opleves på Aarhus Teater frem til torsdag den 22. december.