Guide: Det kan du lave med børnene lige nu
Vi har samlet en række forslag til, hvad man kan lave med sine børn både ude og inde, imens de er hjemme fra skole.
I en uge har skoler og institutioner nu være lukkede, og der er udsigt til i hvert fald en uge mere med børnene hjemme. Og det er noget som sætter krav til forældrenes opfindsomhed.
For nogen er ideerne til underholdning og aktivering måske allerede ved at løbe ud, og svenden på panden ved at komme til syne - for hvad skal man så lave?
Men frygt ej. Der er håb forude.
Katrine Lindgaard, der er projektleder for partnerskabet 'Bevæg dig for livet', har en masse gode bud på aktiviteter og læring for både børn og voksne, som kan foregå både inde og ude.
Vi har samlet en række af hendes forslag til aktiviteter nedenfor.
01
Stopdans på cykel
Lav en bane af kridt udenfor, og så er I klar. Mange kender den. Når musikken stopper, så skal man stå helt stille. Her skal man så stoppe sin cykel i stedet for. Udover det er sjovt for børnene, så er der også et læringselement at hente her.
- Jeg tænker, der er mange forældre, der måske kan være nervøse for at tage ud og cykle med deres børn i trafikken. Så det her med at få øvet de basale cykelfærdigheder, balancen på cyklen, det at vise af, det er rigtig vigtigt, så børnene bliver trygge ved det. Og hvis børnene viser, at de godt kan, så bliver forældrene også trygge ved det, forklarer Katrine Lindgaard.
02
Alfabet-leg
Tag et stort stykke papir eller pap og skriv hele alfabetet derpå. Bed så barnet om at finde en ting, som starter med det samme som et af bogstaverne. Hvis de skal finde noget, der starter med 'T' kan de eksempelvis går over og hoppe på trampolinen, da trampolin starter med 'T'. På den måde får børnene øvet alfabetet uden de nødvendigvis tænker, at det er det, som de gør.
- Det er simpelthen en smart måde at lære ting på og samtidig have det sjovt og få bevæget sig, siger Katrine Lindgaard.
03
100 hurtige
Øvelsen her kan laves i stuen. Det er egentlig ligegyldigt, hvilke øvelser man laver, det gælder bare om at lave fem forskellige øvelser med 20 gentagelser af hver - en af øvelserne kan eksempelvis være englehop. På den måde får man både pulsen op og smil på læben.
- Man frigiver både endorfiner og dopaminer, og det er glædeshomoner, så man bliver gladere af det. Lige nu er vi en hård tid, så er både godt for det mentale og det fysiske, siger Katrine Lindgaard.
04
Tegne-gætteleg
Denne leg kan også foregå indenfor, men det er mere en afslappet en af slagsen. Den går ud på, at man lægger sig ned på en madras eller yogamåtte, og så tegner man på hinandens rygge med en pensel med vand. Den der bliver tegnet på skal så gætte, hvad der er blevet tegnet.
- Det giver en mulighed for nærvær i de her tider, og så er det en mulighed for at gå en pause, siger Katrine Lindgaard.
I kølvandet på nedlukningen af det meste af landet og påbuddet om, at vi ikke må forsamle os i store grupper, har der været en del forvirring omkring særligt de her børns legeaftaler.
Må de lege med hinanden, og hvilke forholdsregler skal man tage på legepladsen?
Spørgsmålene er mange, så dem har sundhedsstyrelsen nu forsøgt at svare på. Du kan se dem i grafikken nedenfor eller læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.