Hans Jørgen og Aase tog afsked med prins Henrik

Siden prins Henrik afgik ved døden tirsdag aften, har mange østjyder besøgt Marselisborg Slot for at lægge blomster og sige farvel. I dag blev det beboerne fra Lokalcenter Åbygårds tur

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Beboerne lagde blomster og kort, da de fredag eftermiddag tog afsked med prins Henrik.

Når man er oppe i årene og måske ikke går så godt, kan en udflugt til Marselisborg Slot være svær at overskue. En gruppe beboere fra Lokalcenter Åbygård fik dog alligevel arrangeret en tur, så de også kunne sige farvel til prins Henrik.

Han var som en far for os alle sammen. Rar, jordnær og menneskelig.
Hans Jørgen Nielsen, beboer, Lokalcenter Åbygård.

Beboerne, som havde medbragt kort og blomster, var meget glade for besøget ved Marselisborg. Især de mange blomster, der ligger ved slottet, skabte begejstring blandt beboerne.

- Det er flot, meget flot. Der er mange, som har tænkt på ham og hele familien, siger Aase Gade Pedersen, der er beboer på Lokalcenter Åbygård.

Også prins Henriks person fik rosende ord med på vejen.

- Jeg kom til at synes bedre og bedre om ham. Han var vittig og nede på jorden, siger en af Lokalcenter Åbygårds andre beboere, Hans Jørgen Nielsen.

- Han var som en far for os alle sammen. Rar, jordnær og menneskelig, siger Hans Jørgen Nielsen, inden han stiger på bussen tilbage mod Lokalcenter Åbygård.

Havde aftale med hoffet

Mange af beboerne bruger rollator. Derfor havde Bo Rasmussen, som er social- og sundhedsassistent på Lokalcenter Åbygård, lavet en lille aftale med hoffet.

- Vi har fået specialtilladelse til at køre helt op til slottet. Mange troede nok, vi var royale, fordi vi kom i vores flotte, nye bus, siger Bo Rasmussen.

Bo Rasmussen var selv med på udflugten, og han mener, at turen til Marselisborg var god for de ældre.

- De synes, det er skønt at komme herud og få lidt frisk luft, siger Bo Rasmussen.

Prinsen sov tirsdag aften stille ind på Fredensborg Slot. Han blev 83 år.

Video: Her kan du se hele indslaget om beboernes udflugt til Marselisborg Slot. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her