Havneudvidelse møder fortsat modstand

Planen om den massive udvidelse af Aarhus Havn møder fortsat modstand. Tirsdag mødtes et par hundrede mennesker til borgermøde for at udtrykke deres modstand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag samledes et par hundrede mennesker på Aarhus Rådhus til et borgermøde for at fortælle politikerne, at de ikke ønsker, at havnen skal være større, end den allerede er.

Niels Aagaard er medarrangør af borgermødet, og han frygter for de konsekvenser, det kan have for både havnemiljøet og for klimaet.

- Når først den står færdig, så kommer der flere skibe, og det er jo meningen med det hele. Der kommer mere gods, som har indlejret CO2, flere lastbiler og mere industri. Alt sammen udleder det CO2, fortæller han.

Niels Aagaard er medarrangør af borgermødet. Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Forskellige bekymringer på borgermødet

TV2 ØSTJYLLAND var til stede ved borgermødet, hvor deltagerne sad med forskellige bekymringer i forbindelse med havneudvidelsen.

- Det er specielt stranden og havet, jeg er bekymret for, siger Freja Laustsen fra Ajstrup.

Der blev også stillet spørgsmålstegn ved nødvendigheden af udvidelsen.

- Jeg håber til syvende og sidst, at det hele stopper. Der er overhovedet ikke behov for det, og det er grimt som bare pokker, siger Keld Boserup fra Aarhus.

Den planlagte udvidelse er på over 100 hektar. Foto: Aarhus Kommune (illustration)

En udvidelse på størrelse med 140 fodboldbaner

Ifølge borgmesteren i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), er det stadig muligt, at planerne kan laves om.

- Det er en tungtvejende grund, at der er behov for at udvide havnen, men det er klart, at der er den åbenhed i sådan en høringsproces, at det også godt kan blive ændret, siger Jacob Bundsgaard.

Jacob Bundsgaard mener ikke, at man kan lave en havneudvidelse, uden at det kan ses.

Udvidelsen af havnen er i en størrelsesorden, der svarer til 140 fodboldbaner.

- Vi har forsøgt at designe det på en måde, hvor det bliver så skånsomt som muligt, men man kan ikke lave en havneudvidelse, uden at det kan ses, siger Jacob Bundsgaard.

Aarhus Havn er den klart største i Danmark målt på trafikken. Omkring 70 procent af den danske containertrafik går gennem Aarhus Havn, og cirka 10.000 personer arbejder enten på havnen eller med følgeerhvervene forbundet til havnen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her