Her er Østjyllands værste fødevaresynder - lukket efter kæmpebøder
En restaurant i Bazar Vest i det vestlige Aarhus er blevet ramt hårdt af Fødevarestyrelsens skærpede sanktioner. Nu er stedet lukket.
Opdateret: På et nyt kontrolbesøg onsdag fik Shiffa Bar And Restaurant lov til at åbne igen. Fødevarerejseholdet vurderede, at der ikke længere er risiko for fødevaresikkerheden, hvorfor virksomheden må påbegynde sine fødevareaktiviteter igen. Forbuddet mod markedsføring er dermed ophævet. Det fremgår af den seneste kontrolrapport fra restauranten.
Fedtede gule belægninger, indtørrede madrester på komfuret og snavs af ældre dato. Det og meget andet har Fødevarestyrelsen konstateret hos Shiffa Bar And Restaurant i Bazar Vest gennem de seneste måneder.
Ved de tre seneste kontrolbesøg har stedet fået bøder for over 30.000 kroner for manglende rengøring, forkert håndtering af fødevarer, manglende sporbarhed af produkterne og forkert ophængning af kontrolrapporter.
Ved det seneste besøg i fredags valgte Fødevarestyrelsen at lukke restauranten, der først må åbne igen, når der er kommet styr på tingene.
- Restauranten har fået flere påbud og den ene bøde efter den anden. Vi har også forsøgt at gå mere pædagogisk til værks og erstattet store bøder med rådgivning og gode råd. Lige lidt har det hjulpet, siger chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark til TV2 ØSTJYLLAND.
Ramt af flere bøder
I august og oktober sidste år var det egenkontrollen og mærkningen af varerne i køkkenet, det haltede gevaldigt med, og ved besøg i december 2018, januar 2019 og senest i fredags var det så især rengøringen, der har været mangelfuld.
- Der er fedtede belægninger på mange flader. På komfuret er der nedlagt stanniol til beskyttelse af komfuret. Dette stanniol er beskidt og fedtet, og der ligger mange rester af indtørrede fødevarerester, står der eksempelvis i kontrolrapporten fra den 17. januar.
- Vasken i produktionen er fuldstændig belagt på ydersiden af en fastsiddende gullig belægning. Virksomheden er flere gange tidligere bødesanktioneret for lignende forhold, lyder det videre.
Siden 1. juli har Fødevarestyrelsen haft mulighed for at slå hårdere ned på virksomheder som Shiffa Bar And Restaurant, der gentagne gange overtræder reglerne.
Risikerer karantæne
Hvis et sted får påbud, der ikke er rettet op ved næste besøg, bliver straffen hårdere. Bøderne bliver af dobbeltstørrelse, og i helt grove tilfælde kan stedet blive lukket i et halvt år, eller ejeren kan få karantæne mod at drive fødevarevirksomhed.
Restauranten i Bazar Vest er det sted i Østjylland, som har fået flest dobbeltbøder. To gange tidligere er Shiffa Bar And Restaurant blevet ramt af de ekstra store bøder, og hvis ikke der snart kommer nye boller på suppen, kan ejeren Abdirahman Muhidin Roble få karantæne.
- Han får kun lov til at åbne igen, hvis der er pænt og rent og styr på tingene. Hvis vi så igen på et opfølgende besøg er nødt til at give påbud, så er han da en kandidat til karantæne, siger Michael Rosenmark fra Fødevarestyrelsen.
Indehaveren mener selv, at de mange fejl og overtrædelser af fødevareloven skyldes kommunikationsvanskeligheder.
Har misforstået hinanden
- Vi har misforstået hinanden, og der er nogle kommunikations- og sprogproblemer. De (kontrollanterne, red.) skal være bedre til at forklare, hvordan jeg skal gøre og hjælpe mig. Vi kommer fra forskellige kulturer, siger Abdirahman Muhidin Roble til TV2 ØSTJYLLAND.
Han arbejder lige nu på at få restauranten klar til at åben igen tirsdag eller onsdag, hvor han håber på en godkendelse fra Fødevarestyrelsen.
Shiffa Bar And Restaurant står på en liste hos styrelsen over de brodne kar i branchen. Disse er under skærpet tilsyn, får flere besøg og risikerer større bøder.
Fra 1. juli fik Fødevarestyrelsen som skrevet bemyndigelse til at sætte ekstra hårdt ind over for den hårde kerne af fødevarevirksomheder, der er uimodtagelige over for råd, vejledning og sanktioner.
Får en præventiv effekt
- Der findes desværre et mindre antal virksomheder, som er blottet for sund fornuft, når det gælder fødevaresikkerhed. Jeg er tilfreds med, at de brodne kar, som bliver ved med at overtræde reglerne, nu kan blive mødt med endnu hårdere virkemidler, så vi kan få dem stoppet, sagde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), i den forbindelse.
I Østjylland er der dog endnu ikke mange steder, der er blevet ramt af blandt andet dobbeltbøder, og ingen virksomhed eller ejer har fået længerevarende karantæne.
Det forventer Fødevarestyrelsen dog heller ikke sker for mange.
- Jeg tror, at de får en præventiv effekt, så flere retter ind. De kan blive hårdt straffet, hvis de begår samme fejl tre gange i træk. Men min forventning er, at mange vil nå at få styr på tingene. Så måske en-to gange om året vil karantæner blive givet, har Michael Rosenmark tidligere sagt.
Speak Visually. Create a Visme