Her jubler de over betalingsparkering

Betalingsparkering giver flere ledige parkeringspladser - og det skaber glæde hos beboere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Betalingsparkeringen på Frederiksbjerg og Langenæs er inddelt i tre forskellige zoner: Rød, Gul, Grøn.  Foto: Erik Zappen.

Mange beboere og bilejere på Frederiksbjerg og Langenæs i Aarhus har gennem mange år måttet se langt efter en ledig parkeringsplads.

Det har nu fået en ende, efter der den 15. august blev indført betalingsparkering i områderne.

- Det er en stor succes. Der er blevet markant flere ledige parkeringspladser – selv om aftenen. Vi oplever ikke længere, at der cirkulerer biler rundt for at finde en fri plads, så det er dejligt, at der endelige er ledige pladser, siger formand for Frederiksbjerg og Langenæs fællesråd, Jeppe Spure Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge formanden betyder betalingsparkeringen, at mange af de langtidsparkerede biler, der har fyldt på parkeringspladserne, ikke længere er der.

Samtidig tror han på, at de nye forhold får mange pendlere til at foretrække den kollektive transport eller får dem til at cykle.

- Hele idéen med betalingsparkeringen er, at vi skal have færre biler i gaderne, og det må man sige, der er kommet i vores område, siger han.

Stor tilfredshed

De nye betalingszoner fungerer sådan, at beboerne i områderne betaler 500 kroner årligt og kan parkere på gader i beboerparkeringszonen. Deres gæster eller andre, der ønsker at parkere i området, skal betale 10 kroner per time om lørdagen og 22 kroner per time på hverdagen - nogle steder er de to første timer gratis.

Og den ordning skaber glæde hos de fleste beboere.

-  Der er nærmest kun kommet positive tilbagemeldinger fra folk i området. De er generelt tilfredse og synes, at det er rart, at de selv og deres gæster ikke skal bruge lang tid på at finde en ledig plads, siger Jeppe Spure Nielsen.

Det er blandt andet omkring Ingerslev Boulevard, at der er blevet flere ledige p-pladser. Foto: Erik Zappon.

Også hos Aarhus Kommune har man fået positive tilbagemeldinger.

- Vi har stort set kun fået positiv feedback. Folk er glade for de mange, nye ledige pladser, siger afdelingsleder i Aarhus Kommune, Joshua Gunder Strøm Krogager, til TV2 ØSTJYLLAND.

For lidt oplysning

Betalingsparkeringen på Frederiksbjerg og Langenæs er inddelt i tre forskellige zoner: Rød, Gul, Grøn.

Men der mangler information om zonerne, og det skaber forvirring, mener nogle beboere.

- Der mangler simpelthen skilte. Hvis min datter kommer fra Sjælland, så ved jeg ikke, hvor eller hvordan jeg skal betale. Vi mangler oplysning. Jeg siger ikke, det skal skæres ud i pap, men en vejledning er nødvendig, siger beboer på Frederiksbjerg, Jette Devargue Schousboe, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge Joshua Gunder Strøm Krogager har Aarhus Kommune sat i alt 400 informationstavler og 13 betalingsautomater op i områderne.

- Vi har udsendt cirka 38.000 breve til alle beboerne på Frederiksbjerg og Langenæs, hvor vi informerede om alle de kommende ændringer. Vi har brugt mange penge på informationstavler og p-infostandere, hvoraf kort over parkeringsområderne og alle informationer om betalingsperkeringen fremgår, siger han.

Hvorfor app?

De få betalingsautomater kontra informationstavler skyldes, at Aarhus Kommune vil have størstedelen af brugerne til at betale med en app.

Men det forstår beboer Jette Devargue Schousboe ikke.

- Folk i området finder nok ud af det, men hvad med dem udefra. Hvordan finder de ud af at betale, når der er så langt mellem betalingsautomaterne. Jeg ved godt, at jeg er lidt gammeldags, men flere betalingsautomater havde gjort underværker, siger hun.

Men ifølge Joshua Gunder Strøm Krogager er brugen af apps kommet for at blive.

- Vi vil kunne tilkøbes flere parkeringsautomater, hvis der skulle vise sig et dokumenteret behov for dette, men vi formoder, at brugen af parkeringsapps til betaling kun bliver mere populært. Den udvikling kan man allerede se i København og på Frederiksberg, hvor hvor 95-99 procent af parkering sker med p-apps, siger han og fortsætter:

På nuværende tidspunkt fortages cirka 75 procent af al parkering i Aarhus med en p-app, og lokalt på Frederikbjerg og Langenæs sker 86 procent af al parkering med en p-app, afslutter han.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her