I dag begraves Yahya Hassan

Den kontroversielle digter fra Aarhus blev fundet død i sin lejlighed i Aarhus V torsdag i sidste uge.

Yahya Hassan blev kendt, da han som kun 17-årig udgav en digtsamling om at vokse op i et belastet miljø i Aarhus V. Foto: Ritzau / Scanpix
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

I dag, tirsdag, siger Danmark og Aarhus farvel til en af sine mest bemærkelsesværdige digtere igennem nyere tid.

Den kun 24-årige Yahya Hassan blev fundet død i sin lejlighed torsdag i sidste uge, og i dag kl. 14 begraves han på den muslimske afdeling af Vestre Kirkegård i Aarhus V.

Det fortæller imam Abu Khaleed, som er digterens onkel, til TV2 ØSTJYLLAND. Det er ham, der kommer til at forestå begravelsen.

Han ved ikke, hvor mange mennesker, der vil møde op, men den aarhusianske digters familie forventer, at der vil møde mange mennesker op til hans begravelse tirsdag.

Det oplyser Soheil Ibrahim fra Indvandrerradio Aarhus, der er en nær ven af familien, til Århus Stiftstidende.

- Jeg har talt med familien, og de forventer, at der kan dukke mange mennesker op til begravelsen, siger han til avisen.

Yahya Hassans debutdigtsamling blev med et oplag på mere end 120.000 eksemplarer den bedst sælgende debutdigtsamling nogensinde i Danmark.  / Foto: Ritzau Scanpix

Østjyllands Politi oplyser til Aarhus Stiftstidende, at politiet er opmærksomme på begravelsen.

Begravelser og bisættelser er ikke omfattet af forbuddet mod at forsamles flere end ti personer.

Men myndighederne opfordrer til, at man ved begravelser overholder de generelle regler for at undgå spredning af coronavirus.

Det vil sige, at man skal holde afstand, undgå fysisk kontakt, hoste og nyse i ærmet og blive hjemme, hvis man har symptomer.

Belastet opvækst

TV2 ØSTJYLLAND kender ikke årsagen til dødsfaldet. Østjyllands Politi vil ikke fortælle om det, da det er en privat sag, men torsdag sagde de til TV2 ØSTJYLLAND, at intet tyder på, at der ligger en kriminel handling bag.

Yahya Hassan blev født i Aarhus i 1995 og er vokset op i Aarhus V. Han har palæstinensiske rødder, og i 2013 udgav Gyldendal hans debut-digtsamling Yahya Hassan.

Hans debutdigtsamling blev med et oplag på mere end 120.000 eksemplarer den bedst sælgende debutdigtsamling nogensinde i Danmark.

Yahya Hassan beretter i sine digte om en svært belastet opvækst med vold, svigt og kriminalitet.

I 2019 fulgte han op med endnu en digtsamling "Yahya Hassan 2".

Her læser Yahya Hassan op fra sin nye digtsamling. / Foto: Ritzau / Scanpix

Yahya Hassans liv har dog haft både opture og nedture.

Fængsel og psykiatrisk hospital

Yahya Hassan har i de seneste år både været i fængsel og indlagt på psykiatrisk hospital.

Herudover har han i flere Facebook-videoer givet udtryk for at være involveret i en bandekonflikt.

På Facebook har Yahya Hassans mor lagt en video op af digteren, hvor flere i kommentarsporet udtrykker deres sorg over dødsfaldet.

I videoen, der er lagt op onsdag, bekender Yahya Hassan sig til islam.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her