Yahya Hassan overraskede bogmesse - udskrevet fra psykiatrisk afdeling

Søndag læste Yahya Hassan digte op på bogmesse efter at være udskrevet fra frivillig indlæggelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Yahya Hassan har netop udgivet sin anden digtsamling, "Yahya Hassan 2". Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Digteren Yahya Hassan overraskede mange, da han søndag gæstede Gyldendals scene til BogForum i Bella Center i København.

Han har været frivilligt indlagt på Retspsykiatrisk Afdeling på Skejby Sygehus i Aarhus, men han er nu udskrevet, og derfor fik Gyldendal arrangeret, at han kunne optræde.

Yahya Hassan er tilbage. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Yahya Hassans nyeste digtsamling udkom den 8. november, og siden da har han haft et stort ønske om at læse sine digte op og møde publikum, fortæller Simon Pasternak, der er forlagschef for skønlitteratur hos Gyldendal.

- Yahya har brugt seks år på den her digtsamling, der er anderledes end den første, fordi den handler meget om det drama, der har været i hans liv. Det er en meget personlig fortælling, men den er også meget mørk og rå.

- Den handler om den her person, der prøver at komme igennem livet på trods af nogle forskellige problemer med vold og de forskellige verdener, han er kommet ind i, siger han.

- Alle sad helt tyst

På grund af hans indlæggelse og fordi han først skulle udskrives, blev det først annonceret søndag formiddag, at Yahya Hassan ville optræde som den sidste på Gyldendals scene.

På scenen læste han to digte op fra sin nye digtsamling "Yahya Hassan 2".

- Bogmessen er ellers et ret larmende sted, men det var som om, der faldt en stilhed over det, da Yahya gik på scenen. Der var 300 tilhørere, og alle sad helt tyst og lyttede.

- Det var meget rørende, følelsesladet og stærkt at lytte til hans oplæsning. Det var en lidt anderledes Yahya men med samme poetiske og insisterende kraft, siger Simon Pasternak.

Bedst sælgende på bogmessen

Han oplyser, at Yahya Hassans digtsamling var Gyldendals bedst solgte bog på bogmessen.

Der er trykt 35.000 eksemplarer af digtsamlingen, men det er endnu ikke opgjort, hvor mange bøger der er solgt.

Yahya Hassan har ifølge forlagschef Simon Pasternak fra Gyldendal skrevet på digtsamlingen i flere år. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Yahya Hassan blev kendt af offentligheden, da han i 2013 optrådte med egne digte forskellige steder i landet.

I 2013 udgav Gyldendal hans første digtsamling "Yahya Hassan".

Siden har han været i flere problemer med vold.

Det endte med, at han i 2018 blev indlagt på Retspsykiatisk Afdeling i Skejby, da han blev dømt til psykiatrisk behandling.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her