Digteren Yahya Hassan er død
Den kontroversielle digter Yahya Hassan fra Aarhus er død.
Den kendte aarhusianske digter Yahya Hassan er afgået ved døden. Han blev 24 år gammel.
Flere kilder tæt på familien bekræfter nyheden over for TV2 ØSTJYLLAND, og et af de første medier, der fortalte om dødsfaldet, var indvandrerradioen i Aarhus.
- Jeg har selv snakket med familien, som jeg kender. Jeg snakkede med onklen. Det er rigtigt, at han er død. Det er bekræftet af familien. Der mangler en del detaljer endnu, som familien gerne vil vente med at dele, siger Soheil Ibrahim, daglig leder af indvandrerradioen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Fundet død mand i lejlighed
Østjyllands Politi ønsker ikke at nævne konkrete navne, men bekræfter, at man har undersøgt omstændighederne ved en dødfunden person i Aarhus V.
- Der er tale om en mand i midten af 20'erne. På nuværende tidspunkt i vores efterforskning er der intet, som tyder på, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet, siger pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Også BT bekræfter nu dødsfaldet. Mediet har angiveligt talt med familien til den afdøde.
Gyldendals forlagsredaktør, Simon Pasternak, bekræfter også digterens død i en pressemeddelelse her til eftermiddag.
Belastet opvækst
Yahya Hassan blev født i Aarhus i 1995 og er vokset op i Aarhus V. Han har palæstinensiske rødder, og i 2013 udgav Gyldendal hans debut-digtsamling Yahya Hassan.
Hans debutdigtsamling blev med et oplag på mere end 120.000 eksemplarer, den bedst sælgende debutdigtsamling nogensinde i Danmark.
Yahya Hassan er vokset op i Aarhus V, og han har berettet i sine digte om en svært belastet opvækst med vold, svigt og kriminalitet.
I 2019 fulgte han op med endnu en digtsamling "Yahya Hassan 2".
Fængsel og på psyk
Yahya Hassan har dog i de seneste år både været i fængsel og indlagt på psykiatrisk hospital.
Herudover har han i flere Facebook-videoer givet udtryk for at være involveret i en bandekonflikt.
På Facebook har Yahya Hassans mor lagt en video op af digteren, hvor flere i kommentarsporet udtrykker deres sorg over dødsfaldet.
I videoen, der er lagt op onsdag, bekender Yahya Hassan sig til islam.