Ikke set siden weekenden: Det gør politiet nu i sag om forsvundne Peter
Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde 29-årige Peter, som ikke er set siden natten til søndag. Derudover efterspørger politiet videoovervågning fra erhvervsdrivende.
Tirsdag fortsætter Østjyllands Politis arbejde med at finde frem til 29-årige Peter, der ikke er set siden natten til søndag, hvor han drak en øl med nogle kolleger i det centrale Aarhus.
Det oplyser vicepolitiinspektør Martin Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har fået nogle enkelte henvendelser fra borgere, som muligvis har set Peter. Det er vi i gang med at undersøge nærmere blandt andet ud fra videoovervågning. Men det tager tid, siger Martin Rasmussen.
Derudover er det politiets plan at tage en snak med de borgere, der har henvendt sig.
Har borgere oplysninger i sagen eller har set Peter, opfordrer politiet stadig til at kontakte dem på tlf. 114.
- Vi kan bruge alt nyt. Så kan vi selv sortere i det, siger vicepolitiinspektør Martin Rasmussen.
Signalement af Peter
- 29 år
- Cirka 180 centimeter høj
- Kraftig af bygning
- Kort brunligt hår
- Kort brun/rødligt fuldskæg
- Sorte briller
- Var iført en stor, sort vinterjakke, mørke cowboybukser og bar på en stor, tung rygsæk
Videoovervågning fra butikker
Som det er nu, har politiet ikke noget afgørende nyt i sagen. Men samtidig kan politiet ikke udelukke noget endnu. Udover henvendelser fra borgere vil politiet også gerne have videooptagelser fra de butikker, Peter kan have passeret.
- Jeg vil stadig gerne slå et slag for at få nogle henvendelser fra de erhvervsdrivende. De må gerne kigge deres videoovervågning igennem for at se, om Peter kan være på et billede ud mod gaden, siger Martin Rasmussen.
Mandag ledte politiet i vandet ved Aarhus Ø, men eftersøgningen gav ikke noget, oplyser vicepolitiinspektøren.
Politiet leder ikke i vandet i dag, tirsdag, siger Martin Rasmussen.
Politiet er kommet frem til, at Peters telefon gik på en mast ved Grete Løchtes Gade på Aarhus Ø omkring klokken 03.00 natten til søndag.
Det fik politiet til at koncentrere eftersøgningen omkring Aarhus Ø mandag formiddag.
Østjyllands Politi modtog søndag eftermiddag anmeldelsen om, at Peter er savnet. Det er søsteren, som kontaktede politiet.