International turnering i Aarhus: - Det betyder meget at komme i gang igen
For første gang siden coronapandemien brød ud, danner Aarhus rammen om en international skakturnering.
Skakurene tikker og hænderne gnides mod kinder og hårbund, mens der tænkes.
Der er meget på spil i det nordlige Aarhus, hvor 18 skakspillere fra seks forskellige lande lørdag spiller finale i en international skakturnering.
- Det betyder noget at komme i gang igen og også på højt eliteniveau, lyder det fra en glad arrangør og formand for Aarhus Skakklub/Skolerne John Rendboe.
Turneringen er den første af sin art i Danmark, siden coronapandemien brød ud og derfor var der stor appetit på igen at mødes fysisk og spille skak.
- Der er kommet en sult efter at spille og møde hinanden og have socialt samvær. Her i Aarhus kan vi for første gang på dansk grund siden coronaen afholde en internationalt titelgivende turnering. Det er vi meget meget stolte over, siger John Rendboe.
Fortsat coronaramt
Skakspillerne kommer fra Island, Tyskland, Mexico, Sverige, Schweiz og Danmark og udover de seks nationaliteter skulle norske spillere også have deltaget.
Det satte nye corona-rejserestriktioner imidlertid en stopper for.
- Der er jo stadig corona-regler flere steder, så i disse tider, er vi glade for de seks nationaliteter, der er kommet. Hold da op, udbryder John Rendboe.
Vises online
Også når det gælder turneringens tilskuerne, kan det fortsat mærkes, at pandemien endnu er ovre.
- Der er endnu ikke så mange, som kommer fysisk og ser på, men vi er så heldige at det også bliver vist online, forklarer John Rendboe.
Turneringen bliver vist online på websitet chess24.com, hvor interesserede verden over kan følge med i skakbrikkernes rykken rundt på brættet.