Irina sender russisk radio om krigen: - Det er umuligt at gøre ingenting

Der er en russisk kvinde i Aarhus, som lige nu sender russisk lokalradio om krigen i Ukraine.

Det er stort set så meget, jeg ved, inden jeg møder 42-årige Irina Rumiantseva-Stenholm.

Hun kommer kørende og parkerer sin sorte Honda på vejkanten langs gavlen af den betongrå bygning, som vi skal mødes udenfor.

Hun er iført rødt pandebånd, rød læbestift, rød skjorte og rød skuldertaske.

Vi hilser med et smil og et håndtryk, inden vi går mod betonbygningen, hvor Radiohuset Aarhus, som er et hjemsted for fire lokale radiostationer, holder til i Åbyhøj.

Det er her, Irina Rumiantseva-Stenholm i halvandet år har sendt russisk lokalradio en gang om ugen til herboende dansk-russere på den radiokanal, der hedder Gellerup Radio.

- Det var ikke mit initiativ. Min usbekiske ven foreslog det, efter at han en dag kunne høre i radioen, at der fandtes lokalradio på arabisk og vietnamesisk, men ikke på russisk.

Umuligt at gøre ingenting

Krigen i Ukraine har stået på, siden den russiske invasion begyndte den 24. februar. Siden er der kommet over 30.000 ukrainske flygtninge til Danmark.

Nogle af dem her til Aarhus, hvor russiske Irina Rumiantseva-Stenholm bor sammen med sin norske mand, Niels, og deres syv-årige søn.

Hun er en af mange dansk-russere, som via et Facebook-netværk bestående af herboende russere frivilligt hjælper de ukrainske flygtninge med at falde godt til i Danmark.

- Vi synes alle, at det, der sker nu, er forfærdeligt. Det er umuligt at stå ved siden af og gøre ingenting. Det er ren empati, siger hun og tilføjer:

- Men det er lidt nemmere for os at hjælpe folk fra Ukraine, fordi vi ligner hinanden i mentalitet og kan tale samme sprog. Vi forstår ukrainerne.

Det frivillige arbejde består i at hjælpe de ukrainske flygtninge med alt fra at tolke, finde vej, logi til at vejlede dem om køb af mad, medicin, tøj, opsætning af telefon og lignende.

- Jeg kan godt huske dengang, jeg selv kom til Danmark. Så kunne jeg ikke forstå, hvorfor alle gader hed det samme, fordi der stod “vej” til sidst, siger Irina Rumiantseva-Stenholm.

Mit land opfører sig aggressivt

En mand venter på os ved hoveddøren til Radiohuset Aarhus.

- Vi har lige aftalt, at han skal være medvært fremover. Han sagde, ja, siger Irina Rumiantseva-Stenholm med et stort smil og kigger på manden.

Han hedder Konstantin Golubenkov. En 43-årig kortklippet herre i sort trøje og lyseblå cowboybukser, der fortæller, at han tidligere har lavet musikradio i Rusland.

- Det var for 16 år siden i Moskva, siger Konstantin Golubenkov.

Dagens radioprogram plejer at handle om livet i Aarhus som dansk-russer. Men i disse uger fylder krigen i Ukraine næsten det hele.

I dag skal Irina og Konstantin tale om, hvordan det går med de ukrainske flygtninge i Aarhus og omegn. Flygtninge, som de to værter bruger en stor del af deres fritid på at hjælpe.

- Jeg synes, at de har det rigtig godt. De har to-værelses lejligheder med internet, fjernsyn, en stor seng, alt muligt, siger Konstantin Golubenkov.

De er enige om, at de hjælper ukrainske flygtninge, fordi de føler medfølelse og empati som mennesker, men også, fordi de føler en lidt større forpligtelse som russere.

- Det er mit land, der opfører sig aggressivt lige nu, og jeg er ikke enig i, hvad Putin gør, siger Konstantin Golubenkov og tilføjer:

- Men det handler meget mere om mennesker. Hvad hvis det var min bedstemor, min mor og lille mig? Så vil jeg også have hjælp fra folk.

Krigen er ikke sort-hvid

Irina Rumiantseva-Stenholm og Konstantin Golubenkov er enige om, at de fleste dansk-russere - ligesom dem selv - er imod krigen i Ukraine og kalder den for “uacceptabel”.

Men samtidig kunne de godt ønske sig en mere nuanceret dækning af krigen i både de danske og udenlandske medier.

- Krigen er ikke sort-hvid, siger Irina Rumiantseva-Stenholm og fortsætter:

- Selvfølgelig har Putin ingen ret til at invadere et land, men igen. Hvorfor er det sket? Hvem er skyldig? Der er mange årsager. Jeg synes, at Volodymyr Zelenskyy (Ukraines præsident, red.) også har lavet mange fejl.

Værterne får derfor deres nyheder fra en blanding af Telegram, som er et populært socialt medie i Rusland og Ukraine, og ved brug af nyhedsmedier fra mange forskellige lande.

- Ukrainsk, russisk, engelsk, dansk og norsk. Forskellige medier fra forskellige lande, siger Irina Rumiantseva-Stenholm om hendes forbrug af nyhedsmedier.

Hvor Irina Rumiantseva-Stenholm savner mere analyse af krigen, forholder Konstantin Golubenkov sig kun til fakta.

- Når folk analyserer, er det meget mere med deres personlige mening. Jeg prøver at kigge på faktum og overskrifter fra nyhedsbureauer, siger Konstantin Golubenkov.

- Men det er rigtig svært at vide, hvad der er sandt, tilføjer Irina Rumiantseva-Stenholm.

- Fordi når vi snakker med flygtninge fra Ukraine, så siger de også tit, at nogle af de slemme ting kommer fra Ukraine selv. For eksempel at de (ukrainere, red.) prøver at tage ting, når folk ikke er i deres lejligheder. Der er også nogle ukrainere, der har fået pistoler og vil skyde alle uanset oprindelse.

Hun fik tårer i øjnene

Værterne har været i gang med dagens radioprogram i cirka 15 minutter. De snakker russisk, og for mig lyder det som noget med 120 kilometer i timen.

Nu er der en lille pause med musik.

Irina Rumiantseva-Stenholm knipser og danser med til sangen Dodomu. Der er god stemning og mange smil mellem værterne.

Bag sangen står den populære rapgruppe Kalush, som også stiller op for Ukraine til Det Europæiske Melodi Grand Prix i næste måned.

Den næste sang hedder Wind of Change og er fra en russisk børnefilm. Imellem pauserne med musik fortsætter snakken om de ukrainske flygtninge.

Konstantin Golubenkov fortæller, at han er positivt overrasket over, hvordan han er blevet taget imod af de ukrainske flygtninge.

- Jeg er russer med russisk pas. Jeg var lidt bange for, at de ville hade mig og måske spytte mig i ansigtet. Men det skete ikke, siger Konstantin Golubenkov.

Irina Rumiantseva-Stenholm fortæller om, hvor glad en ukrainsk kvinde blev, da hun fik tilbudt panodiler til hendes syge dreng på syv år med feber.

- Hun blev så glad med tårer i øjnene og sagde “nej, I skal ikke gøre det for mig. Hvorfor gør I det?”, siger Irina Rumiantseva-Stenholm.

Men der var også triste historier imellem. De fortæller om en ukrainsk kvinde med et stort alkoholproblem og en datter at tage sig af samtidig.

- Der var en ukrainsk kvinde, som havde drukket al håndspritten i Book1. Alle beholdere var tomme, fordi hun havde drukket det hele, siger Irina Rumiantseva-Stenholm.

Hårdt at være russisk barn

Hverken Irina Rumiantseva-Stenholm eller Konstantin Golubenkov har oplevet, at det har været hårdt at være russer i Danmark efter krigens begyndelse.

Men det har Irina Rumiantseva-Stenholms søn i skolen.

- Han har oplevet flere gange, at børn fra andre klasser er kommet til ham og har sagt, at russere er dårlige, og at russere dræber folk fra Ukraine, siger Irina Rumiantseva-Stenholm.

Hun fortæller, at pædagogerne og lærerne på skolen er meget opmærksomme på problemet og i hyppig dialog med hende om, hvordan de kan beskytte hendes søn.

Men derfor kan det alligevel godt være svært for en syv-årig dreng at håndtere, når man som ham er født i Rusland, taler flydende russisk og har besøgt landet flere gange sammen med sin familie.

- Det er lidt svært, fordi han tager det lidt personligt, siger Irina Rumiantseva-Stenholm.

- Men jeg prøver at forklare ham, at folk er bare bange for Rusland og alle de ting, som foregår i Ukraine, og at krigen måske kan fortsætte videre til andre lande. Og det forstår han.

I stedet tager Irina Rumiantseva-Stenholm nogle gange sin søn med, når hun skal besøge og hjælpe de ukrainske flygtninge i Aarhus. For at han kan lege sammen med de ukrainske børn.

- Jeg gør det, så han forstår, at vi ikke bider hinanden. Vi er venner. Vi hjælper hinanden, siger Irina Rumiantseva-Stenholm og tilføjer.

- Han ser mig hver eneste dag, når jeg sidder på min telefon. Jeg prøver på at hjælpe folk og finde bolig og mad. Det er det vigtigste eksempel, man kan give til et barn.