Julehandlen ligner ikke sig selv: - Det er en skyggelukning
Kunderne opfordres til at blive væk, men butikkerne får ikke del i hjælpepakker. Direktøren for Aarhus City håber, politikerne vil kigge deres vej.
Der er ingen tvivl om, at julehandlen i år ikke ligner sig selv. Der er kommet en global pandemi i vejen, og hvis man stadig er i tvivl, kan man blot kigge på videoen øverst i artiklen.
Ved indgangen til Bruuns Galleri i Aarhus er der ganske enkelt færre mennesker end der plejer.
På et pressemøde for nyligt var opfordringen da også klar fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
- Det er vigtigt, I ikke går derned, så der bliver trængsel i detailhandlen. Det er nok, at én fra familien går ned og handler. Prøv at se, om I kan handle på nettet, sagde Søren Brostrøm.
Og den slags har en klar effekt, lyder det fra Claus Bech, der er direktør for Aarhus City.
- Jeg vil kalde det en skyggelukning af detailhandlen, som virkelig har brug for omsætning, siger han.
I og med at butikkerne stadig har lov til at holde åbent, kan de ikke få del i hjælpepakkerne, selvom omsætningen måske ikke er helt, som man havde drømt om i december måned.
Ville I hellere have været lukket og så have fået del i hjælpepakkerne?
- Nej, bestemt ikke, men jeg håber, at de hjælpepakker, der måske er på vej, også kommer til at gælde de butikker, som er åbne, siger Claus Bech.