Kørte sidste tur med skolebørn: - Nu begynder det at gøre ondt
Der blev fældet et par tårer, da buschaufføren Alexander Witved kørte den sidste tur med en flok skolebørn fra Solbjergskolen.
- Nu begynder det godt nok at komme, kan jeg mærke. Nu begynder det at gøre ondt.
Sådan lyder det fra buschaufføren Alexander Witved, inden tårerne begynder at trille på hans sidste køretur med børnene fra Solbjergskolen.
- Jeg har prøvet mange ting i mit liv, men arbejdsmæssigt er det her nok det værste, jeg nogensinde har prøvet, siger han.
Det er nemlig blevet besluttet af kommunen, at skoleeleverne skal køre med et andet busselskab efter sommerferien.
En beslutning, der gør ondt på både børn og voksne.
Vi får altid en helt masse gode snakke og sådan noget
- Det er rigtig trist. For man glæder sig hver dag, til man har fri fra skole, for så skal man ned i bussen, siger Emil Hvistendal Larsen, som er én af de elever, der kører med Alexander Witved hver dag.
Tager gode snakke
Og der er en særlig grund til, at eleverne er blevet så vilde med Alexander Witved, på de 2,5 år, hvor de har kørt med ham.
Ifølge ham går jobbet nemlig ikke blot ud på at køre bussen.
- Vi får altid en helt masse gode snakke og sådan noget, siger Emil Hvistendal Larsen.
Og de andre elever stemmer i.
- Hvis jeg har haft en dårlig dag i klassen, og jeg så skal køre med bus, hvor det er Alexander, der kører den, så kommer jeg glad hjem, siger Oline Sofia Von Castonier Kjærgaard, der også er elev på Solbjergskolen.
- Han snakker altid med os, og forleden havde han også sodavand med til os, fortæller Chenoah Svanholm.
Hyldet med gaver
Børnene bliver sendt ud af bussen med krammere og søde ord, mens nogle af forældrene står klar for at sige farvel til buschaufføren.
Ikke nok med det får Alexander Witved også overrakt en medalje og flere gavekurve af børnene og deres forældre.
- Hold da kæft mand, det er jo alt, alt, alt for meget.
Sådan lyder det fra buschaufføren, da han tager imod gaverne.
- At de laver sådan noget til mig og giver mig en medalje, det betyder så meget, at det kan jeg slet ikke sætte ord på. Det er derfor, jeg møder ind hver dag, med stolthed og taknemmelighed, siger han.
