Kommune efterlyser hjælp efter 'ekstrem situation'
Har du en traktor med sneplov med gummiskær, en lastbil med grab, en rendegraver, en gummiged eller en miniged stående i garagen? Så hører Aarhus Kommune gerne fra dig.
De vil nemlig have en lang liste over borgere, som kan træde til, når vejret viser sig fra sin ekstreme side som i sidste uge.
Flere end 90 medarbejder har siden onsdag i sidste uge arbejdet med at fjerne sne og is og sprede salt og grus, men som mange har konstateret, har indsatsen været mangelfuld.
Listen er i dag på cirka 50, hvoraf kommunen har kontrakter med nogle af dem, men de er ved at være kørt i bund i forhold til kørehviletidsreglerne.
- Vognmændene er ved at have nået loftet. Og deres kontrakter gælder i forhold til standardserviceniveauet, men i år er det jo ekstremt. Derfor er der et ekstraberedskab og ekstraordinære opgaver, forklarer Tenna Olsen, afdelingsleder i entreprenørenhedens vejafdeling i Aarhus Kommune.
Kører sne væk
Der har ophobet sig store bunker sne mange steder i kommunen, og de skal flyttes. Eksempelvis på Randersvej, hvor der skal tages hensyn til letbanen, cykelsti og fortov inden bygningerne, som ligger ud til vejen. Derfor ligger sneen lige nu og gør vejbanen meget smal nogle steder.
- Så bunkerne skal ekstraordinært køres væk. Det er normalt ikke et problem, men der er bare ekstremt meget sne, siger afdelingslederen.
Der kan ikke fjernes i hele byen, erkender hun, men der hvor det er et problem, fjerner kommunen det.
- Vi gør det der, hvor der er decideret brug for det. Vi prioriterer for eksempel Park Alle, så busserne kan køre helt ind til kantstenen, siger Tenna Olsen.