Kørelæreren Bjarne: Grøn bølge virker ikke
Kommunen mener ikke, at mangel på grøn bølge er en undskyldning for, at bilister ikke overholder færdselsloven
Det er ikke altid, at der er helt grønt, når bilister krydser lysreguleringen i Aarhus.
Men ifølge Bjarne Lind handler de mange forseelser ikke om manglende respekt fra bilisternes side. I 30 år har han været kørelærer i Aarhus, og han oplever jævnligt problemer med den såkaldte grønne bølge i byen.
- Hverken på Ringgaden eller på Ringvejen fungerer det. Det er i hvert fald ikke indstillet til den rigtige hastighed, som er angivet på færdselstavlen, siger Bjarne Lind, der er kørelærer i Aarhus.
Gang på gang oplever han, at bilister presses til at overskride færdselsreglerne, fordi lysreguleringerne passer sammen.
- Man skal lave en grøn bølge, der passer til hastigheden på det bestemte sted, siger Bjarne Lind.
Det er særligt ved de store indfaldsveje som Ringgaden og Skanderborgvej, at bilister enten skal køre for hurtigt eller for langsomt for at nå over for to grønne lys i træk. Kørelæreren kommer også selv til at køre over for sen-gult.
- Jeg vil da ikke gøre mig bedre end alle mulige andre. Nogle gange kan jeg også føle mig presset til at gøre det, fordi der er nogen, der ikke holder afstand, siger Bjarne Lind.
Aarhus Kommune arbejder løbende på at få trafikken til at glide.
- Man kan ikke lave en samordning, hvor man har en grøn bølge på hele strækningen. Men vi kan forsøge at få så få stop som muligt, siger Michael Bloksgaard, der er fagkoordinator for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Kommunen mener så heller ikke, at mangel på grøn bølge er en undskyldning for, at bilister ikke overholder færdselsloven.
Øverst kan du se hele indslaget om grøn bølge i Aarhus. En kørelærer mener, at 'grøn bølge' fungerer for dårligt og får bilister til at køre over for gult.