Kristina elsker krybdyr: Soveværelset deler hun med hidsig øgle
Kristina Askøe Andersen elsker at nørde krybdyr. Hendes favorit er en én meter lang øgle, der går under navnet Sheldon, og er meget hidsig.
Når 43-årige Kristina Askøe Andersen fra Viby slukker lyset i sit soveværelse, kan hun nemt sige godnat til sine specielle samboere.
Hun deler nemlig soveværelse med fire store øgler, og selvom de sommetider holder hende vågen om natten, når de ommøblerer i terrariet eller slår ud med halen, så sætter hun stor pris på deres selskab og har de sidste 15 år nørdet dyrene:
- Jeg kan godt lide store øgler. Sådan en lille madglad én, der ommøblerer det hele. Det er charmerende, siger Kristina Askøe Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.
De fire øgler er af arten Egyptiske Tornhaleagamer, men fordi Kristina Askøe Andersen elsker krybdyr så højt, har hun tidligere haft 50 af slagsen i sit hjem.
Nu er to af tre børn flyttet hjemmefra, og hun er derfor flyttet i en mindre lejlighed, hvor der er plads til færre dyr.
Men planen er, at når den sidste søn flytter hjemmefra, så skal også hans værelse indrettes med terrarier, så der kan blive plads til endnu flere øgler.
Hysteriske Sheldon
En af dem, der har fået en plads i soveværelset, er den én meter lange øgle: ’Sheldon’:
- Han er den mest hysteriske øgle, jeg har. Han kan ikke lide nogen eller noget, og garanteret heller ikke sig selv. Han hader alt.
- Han bliver sur, når jeg kommer med mad, og jeg bliver slået ud efter med halen, og det er på trods af, at jeg har haft ham i otte år, fortæller Kristina Askøe Andersen.
Øgler som Sheldon lever naturligt i ørkenen og bruger deres piggede hale til at forsvare sig. Og netop halen får Kristina Askøe Andersen ofte at føle.
Men selvom hun flere gange er blevet slået til blods af den hidsige øgle, er han alligevel hendes favorit:
- Det er en del af charmen. Jeg elsker, at han hader mig.
Mød Kristina Askøe Andersen og Sheldon i videoen nedenfor.