Mænd blev uvenner over mobil: Ét slag kostede 49-årige livet
En 31-årig mand er dømt for at have slået en 49-årig, så han senere afgik ved døden.
En søndag morgen i oktober 2023 blev en 49-årig mand fundet i kritisk tilstand på en adresse i Aarhus V. Han afgik kort efter ved døden.
Nu er en 31-årig mand dømt i sagen.
Det oplyser anklager Sara Hyltoft til TV2 Østjylland.
Den 31-årige erkendte at have slået den afdøde i hovedet med en knytnæve, som medførte, at den 49-årige mand fik en bristning af venstre nakkepulsåre , der førte til hans død.
Han erkendte også at have efterladt den 49-årige i hjælpeløs tilstand, da han forlod lejligheden, mens afdøde lå på gulvet, ude af stand til at hjælpe sig selv.
Konflikt om mobil
Den dømte 31-årige mand forklarede tirsdag i retten, at overfaldet skyldtes en konflikt om lån af mobiltelefon.
- Han forklarede, at han ville låne afdødes mobiltelefon, og det blev de uvenner omkring, og så ender det med, at han slår ham. Det er hans forklaring, fortæller Sara Hyltoft.
Ifølge anklageren var det ikke den 31-åriges hensigt, at den 49-årige mand skulle dø
- Han virkede meget tynget over, at det var det, det var endt med. Han havde ikke forestillet sig, det var udfaldet, siger Sara Hyltoft.
Ét knytnæveslag
Det er også grunden til, den 30-årige mand dømmes for vold i stedet for manddrab eller vold med døden til følge.
- Efterforskning i sagen viste, at der var givet ét knytnæveslag. For at dømme for vold med døden til følge, skal man op i grov vold, og det er ét knytnæveslag ikke. Men det har indgået som en strafskærpende omstændighed, at offeret afgår ved døden som følge af slaget, siger Sara Hyltoft.
Den 31-årige fik otte måneders ubetinget fængsel.
I første omgang blev en 26-årig kvinde og en 46-årig mand også anholdt og sigtet i sagen. Sigtelsen af de to frafaldt senere.