Musikvideo deler vandene: - Det gør ikke noget godt for området
En musikvideo, der er optaget ved Herredsvang i Hasle vækker bekymring hos borgere i området.
Pistoler, knive og maskerede mænd. Det er temaerne i en musikvideo, optaget i området ved Herredsvang – et aarhusiansk boligkvarter.
Men det får boligkvarteret til at fremstå meget værre, end det i virkeligheden er, mener flere beboere i området.
- Det er slet ikke så voldsomt. Jeg er flyttet herhen med familien, og vi oplever ikke noget, siger Brian Moesgaard, der til dagligt arbejder som pædagog.
I musikvideoen, der i skrivende stund er set mere end 350.000 gange på Youtube, ser man en gruppe maskerede mænd, der blandt andet synger om kriminalitet, stoffer og våben.
Området har for nyligt været præget af konflikt mellem to grupperinger, og det førte til visitationszone i store dele af Aarhus V. Men selvom Hasle i mange år har været plaget af bandekriminalitet, mener beboerne alligevel, at videoen tegner et forkert billede af området.
- Jeg tænker, at det ikke gør noget positivt for området, siger Cecilia Christensen, der til dagligt arbejder som socialrådgiver.
Århus Stiftstidende kunne tidligere mandag også fortælle, at Hasle Skole kender til videoen, men at den endnu ikke har givet anledning til nogle problemer på skolen.
- Og hvis nogle elever vil omtale den, så vil de få at vide, at vi finder den et ekstremt eksempel på forkerte værdier, dårlig attitude og kujonagtig opførsel, sagde Ole Skov til Århus Stiftstidende.
Begejstring på Youtube
Brugerne på Youtube er overvejende begejstret, og flere roser de unge mænd for deres sang.
Selvom brugerne på Youtube er begejstrede, vækker indholdet i sangen og musikvideoen altså bekymring blandt borgerne i området. Og den bekymring deler de med politiet.
- Vi kan jo se på videoen, at man ønsker at fremstille, at man er en form for bandegruppering, der bruger våben og opfordrer til, at man bruger maske, så man ikke kan genkendes. Indholdet af videoen er meget betænkeligt og sender et forkert signal for unge mennesker, siger Michael Kjeldgaard, der er politiinspektør hos Østjyllands Politi.
Ifølge Mads Krogh, der er lektor i Populær Musikkultur på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, er der ikke grund til at bekymre sig for temaerne i musikvideoen.
Han understreger, at videoen ikke er virkeligheden, og at der ikke er grund til at forvente, at unge mennesker bliver kriminelle af at se den, for så ville det have været sket for mange år siden, da den type af musik har eksisteret i mange år.
- Jeg mener, man bør tage det roligt og ikke bekymre sig. Der er ikke noget særligt nyt eller for den sags skyld usædvanligt i sådan en video som denne i den her musikalske og genremæssige sammenhæng, siger Mads Krogh til TV2 ØSTJYLLAND.
Sangen er lavet af den ukendte gruppe Shooter Gang, og har ligget på Youtube i en måned.
Vi har både talt med gruppen bag videoen og deres pladeselskab Universal Music, men ingen af dem har ønsket at stille op til interview.