Nedlægger gratis parkering fra på mandag
Midterrabatten på Bernhardt Jensens Boulevard på Aarhus Ø skal omdannes fra gråt parkeringsareal til grøn oase.
Der er nærmest noget symbolsk over beslutningen om at nedlægge en stribe parkeringspladser på Aarhus Ø fra på mandag.
Pladserne - der har været gratis at smide sit køretøj på i tre timer ad gangen - ligger i midterrabatten på Bernhardt Jensens Boulevard, der er opkaldt efter, ja, Bernhardt Jensen. Med fornavnet Steffen.
Manden var nemlig ikke alene socialdemokratisk borgmester i Aarhus fra 1958 til 1971. Han blev også kendt som aktiv modstander af bilismen og fik tilnavnet "den cyklende borgmester", da han som én af sine første gerninger skilte sig af med borgmesterbilen og anskaffede sig en cykel i stedet.
Skal være grønt område
Nu er det så kommunen, der med sin beslutning om at nedlægge de pågældende parkeringspladser på Ø'en muligvis får Hr. Jensen til at rotere af glæde i sin grav oppe på Nordre Kirkegård.
Beslutningen skyldes, at pladsen skal omdannes til grønt areal med lommer af græs, træer og opholdsrum.
Parkeringspladserne blev etableret i 2018 som en midlertidig løsning, mens det var uafklaret, om letbanen ville køre den vej.
Det har altså aldrig været meningen, at der skulle være permanent parkering på stedet.
Slynget vej skal sænke farten
Vejen bliver desuden ændret fra Jette Tikjøbs Plads, der ligger for enden af boulevarden ud mod vandet, og til Hjortholmsvej, hvor man kører over kanalen.
Den bliver ændret sådan, at den slynger sig gennem boulevarden med et spor i hver retning, og det skal gerne betyde, at bilerne automatisk sænker farten.
Ifølge stadsarkitekt Anne Mette Boye imødekommer de nye planer nogle af de inputs, der er kommet i en række møder med borgere og foreninger i området, der næsten enstemmigt har ønsket sig flere grønne områder.
- Dem begynder vi så småt på at etablere nu, og vi håber, de får oplevelsen af, at området hænger bedre sammen end i dag. At de mange lommer langs boulevarden giver plads til grønt og byliv, og at det er nemmere at krydse over fra lystbådehavnen til området ved havnebadet med alle madboderne, siger Anne Mette Boye til TV2 Østjylland.
Første del er færdig i juli
Projektet er i øvrigt ligesom de snart forhenværende parkeringspladser kun midlertidigt, da Teknik og Miljø ikke har besluttet endnu, hvordan den endelige udformning skal se ud.
- Når det her sker nu, skyldes det, at Aarhus Ø som bydel og byggeplads er så langt fremme, at vi kan arbejde med et alternativ til letbanen. Samtidig er det jo også en slags byens teenager, der stadig kun er ved at etablere sig og finde ud af, hvad den skal blive til, siger Anne Mette Boye.
Arbejdet starter på mandag, og hvis alt går efter planen, er den første del færdig i starten af juli.
Det er området ved bassin 7, Nikolinehus og kabelbanen, hvor der blandt andet bliver lavet cykelparkering i den grønne lomme.