Niels blev reddet af landets eneste partikelkanon

Partikelkanon på Aarhus Universitetshospital er den eneste i Danmark. Den redder de patienter som har brug for særlig behandling. Niels fik kræft i brystet og blev skudt med protoner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Her kan du møde Niels, der har været i partikelkanonen 33 gange.

Niels Bundgaard Pedersen fik diagnosticeret kræft i brystbenet. Et område, som er særligt svært at behandle. Heldigvis havde lægerne på Aarhus Universitetshospital i Skejby en plan med Niels.

- Man har to muligheder, når man kommer ind til lægen med sådan en diagnose her. Enten kan man få en dato, eller også ligger der en plan. I mit tilfælde lå der en plan, og det er jeg rigtig glad for, siger Niels Bundgaard Pedersen.

Kræft i brystbenet er særligt svært at behandle, fordi nogle af kroppens meget vitale dele sidder i det område. Heldigvis for Niels Bundgaard Pedersen blev lægernes plan, at han kunne komme i behandling i landets eneste partikelkanon.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg har muligheden for partikelbehandlingen. Den her behandling gør, at de omkringliggende områder ikke bliver beskadiget. Det er en mere nænsom behandling, end hvad man normalt har, siger Niels Bundgaard Pedersen i serien Vores Vilde Hospital på TV2 Østjylland. 

Niels gøres klar til at modtage protonstrålebehandling.

280 ton og tre etager høj

Partikelkanonen er den eneste af sin slags i Danmark og står ved Dansk Center for Partikelterapi. Partikelkanonen vejer 280 tons og den spænder derfor over tre etager.

Partikelkanonen fungerer ved at skyde en stråle af protoner mod patienten. Protonstrålen kan ramme kræften i patienten meget præcist, og man kan undgå at ramme steder på kroppen, hvor der ikke er kræft. Behandlingen er derfor mere skånsom end andre behandlingsformer.

I 2022 blev 260 patienter behandlet med partikelkanonen, og antallet af patienter stiger år for år. I 2021 blev der behandlet 192 patienter.

Antallet af patienter, der kan behandles af partikelkanonen, stiger hele tiden, fordi behandlingerne, der bliver udført med partikelkanonen, er en del af den nyeste forskning. Man opdager derfor hele tiden, hvordan man kan behandle flere og flere kræfttyper.

SÅDAN VIRKER PARTIKELKANONEN

Partikelkanonen fungerer ved at skyde en protonstråle ind mod patienten. Protonstrålen kan ramme mere præcist end andre typer strålebehandling og er derfor mere skånsom.

Protonstrålen som patienter skydes med starter i virkeligheden 70 meter væk fra patienten. Her genererer en cyklotron en protonstråle ved at spalte brint.

protonstrålen afbøjes derefter ned igennem en 70 meter lang strålegang, som ender ved partikelkanonen som sigter protonstrålen på patienten.

Den 280 ton tunge partikelkanon kan derfor roteres, således at man kan ramme alle steder på patienten.

Sådan ser partikelkanonen ud, når man står i "maskinrummet".

Det er nemlig ikke alle kræfttyper, partikelkanonen er god til at behandle. Den er særligt god til at behandle kræften, hvis kræften ligger tæt på andre vitale dele af kroppen. 

Hvis kræften har spredt sig meget, giver det ikke nødvendigvis mening at bruge protonstrålebehandling, fordi man så ikke kan ramme kræften. Der giver det nogle gange bedre mening at bruge traditionel strålebehandling.

Selve effekten af protonstrålebehandlingen er den samme som i almindelig strålebehandling, men altså mere præcis og derfor mere skånsom. 

Kræftramte børn reddes på vores vilde hospital

Det er særligt vigtigt, at børn, der behandles for kræft, ikke får senfølger af deres behandling, da de skal leve mange år efter deres behandling. 

Derfor bliver de fleste kræftramte børn behandlet ved den unikke partikelkanon på Aarhus Universitetshospital.

Tina Fischer arbejder dagligt som sygeplejerske og stråleterapeut. Hun er med til at behandle de kræftramte børn, men børnene holder humøret højt på trods af omstændighederne:

- Børn er nogle finurlige væsener, de er næsten altid glade, siger Tina Fischer.

Børnene sover, mens de bliver behandlet, men når de ikke sover, går det ikke stille for sig.

- Når de er vågne, så har vi masser af sjov og leg med børnene. Vi hører dem nogle gange komme løbene ned ad gangen og synge og lege, siger Tina Fischer.

Tina Fischer er sygeplejerske og stråleterapeut og arbejder med kræftramte børn

Ved at blive behandlet ved partikelkanonen bliver risikoen for senfølger efter behandlingen mindre for børnene. Det skyldes, at partikelkanonen kan ramme mere præcist end normal strålebehandling, og man på den måde kan skåne børnene mest muligt for senfølger af deres behandling.

Efter et skud protoner

Det er ikke til at se det på Niels Bundgaard Pedersen, men han er lige blevet beskudt med et hav af protoner.

- Selve strålebehandlingen kan jeg ikke mærke.

Når Niels Bundgaard Pedersen er færdig med at blive beskudt med protoner, der skal kurere hans kræft, rejser han sig selv op går hen og får tøj på.

- Man skal lige have gang i kroppen og have et glas vand, men ellers har man det fint, siger Niels Bundgaard Pedersen.

Niels modtog 33 behandlinger med partikelkanonen og blev erklæret kræftfri sidst i januar 2023 efter at have modtaget behandling fra partikelkanonen i kombination med kemobehandling.

- Jeg er meget taknemmelig for, at jeg er blevet tilbudt denne behandling. Jeg vidste slet ikke, det fandtes.

- Jeg er ikke i tvivl om at processen her bagefter bliver væsentlig nemmere, der er meget mindre, der skal hele, fordi jeg har fået denne type behandling. Jeg har det faktisk ret godt allerede nu.

Kom helt tæt på behandlingen med partikelkanonen på Aarhus Universitetshospital. Se afsnit 4 i serien 'Vores Vilde Hospital' her.

Alle afsnittene i serien 'Vores Vilde Hospital' kan ses her.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her