Ny festival dukker op: - Vi går på vejen, mens vi lægger den

Kunstner og musiker vil have kunsten og kulturen tilbage til Marselisborg Havn. Derfor knokler de i disse dage med at gøre klar til ny aarhusiansk festival.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Aarhus får ny festival i weekenden 10.-11. juni, når SEEK løber af stablen. Foto: Privatfoto

Der har ikke været langt fra tanke til handling, da barndomsvennerne Eske Touborg og Angelo Bannister fik idéen til en ny kunst- og kulturfestival i Aarhus.

Det hele begyndte i februar, og allerede på fredag løber første udgave af SEEK af stablen på Marselisborg Havn.

- Vi kalder det et shotgunprojekt. Vi går på vejen, mens vi lægger den, siger Eske Touborg, da TV2 ØSTJYLLAND fanger ham til en snak søndag.

Han er på Marselisborg Havn, hvor festivalen skal finde sted, i gang med at gøre klar til på fredag, hvor det hele går løs. Og der er nok at se til. Der skal blandt meget andet snedkereres et stort "Hollywood-skilt" med bogstaver SEEK, der skal skæres ni store vægge, som nogle af landets bedste street artists skal dekorere i løbet af festivalen og der skal bygges en scene på vandet, hvor musikken skal flyde ind over festivaldeltagerne.

Skal fylde tomrum

Bagmændene til idéen mener, at området omkring havnen og Tangkrogen er blevet glemt en smule, siden Scupltures by the Sea lukkede i 2015. Derfor er SEEK også et forsøg på at udfylde det tomrum, som det ifølge dem har efterladt.

- Det er totalt uudnyttet. Det er fint med bilkoncerter, cirkus og kræmmermarkeder, men vi drømmer om, at man skal kunne føle kulturen, røre ved den og få den helt ned på jorden. Her kan man komme og drikke en øl, mens kunstnerne står og maler. Vi vil gerne lave noget kunst, som er tilgængeligt for alle, forklarer Eske Touborg.

Derfor er der blandt andet også en grafit-workshop i løbet af festivalen, ligesom der vil være et samtaletelt, hvor en debatscene sætter rammen for snakke om kultur og kunst - blandt andet, om man kan få nok kultur i en by som Aarhus - eller om der er for lidt.

Er der det?

- Som kunstner er jeg farvet, så ja, jeg synes aldrig, der kan blive nok, men jeg vil hellere vende den om og i stedet for at sige, at der er for lidt, så har jeg lyst til, at der bliver mere. Jeg tror på, at man skal kærre sig om den by, man bor i. Og den måde vi kan bidrage med, er med kunst, siger Eske Touborg.

Ingen armbånd eller billetter

SEEK bliver for alvor synlig på torsdag, når der er "store byggedag".

- Da kommer alle de frivillige og hjælper. Vi gik i gang i forgårs (fredag red.), og planen er, at vi afslutter torsdag aften. Men det bliver nok noget med, at vi sætter sidste skrue i fem minutter før, siger Eske Touborg og griner.

Festivalen begynder officielt fredag klokken 14, men fra klokken 13 er der pre-party, hvor man kan få en middagsdans. Der bliver lukket ned for pladsen til midnat. Lørdag er der åbent fra klokken 12 til midnat.

Det er vigtigt, at vi laver noget, hvor man kan se sig selv som almen borger. Derfor koster det ikke noget at komme ind.
Eske Touborg, festivalarrangør

Angelo Bannister (tv.) og Eske Touborg er hovedmændene bag SEEK. Masser af frivillige vil hjælpe til på festivalen, som kommer til at foregå i området omkring Marselisborg Havn. Foto: Privatfoto

Der skal ikke købes armbånd eller billet til festivalen, eftersom den er gratis at deltage i.

- Det er vigtigt, at vi laver noget, hvor man kan se sig selv som almen borger. Derfor koster det ikke noget at komme ind, forklarer Eske Touborg om festivalen, som er støttet af en række forskellige sponsorer.

Han håber, at festivalen i år bliver startskuddet til en aarhusiansk kulturel tradition.

- Det er en succes, hvis folk hygger sig og har det sjovt. Og så håber vi, at det bliver 10 gange større næste år, siger han.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her