Østjysk stjerne hædres med international pris
Østjysk fodboldstjerne vinder international pris for sin kamp for klimaet.
Sofie Junge Pedersen fra Aarhus har i flere år brugt sin stemme som professionel fodboldspiller til at kæmpe mod klimaforandringer.
Nu bliver hun hædret for sin indsats.
I forbindelse med næste uges World Football Summits prisuddeling er hun blevet udpeget som modtager af prisen Marcus Rashford Award by Fifpro.
Fifpro er spillernes internationale fagforening. Prisen er opkaldt efter Manchester United-angriberen, som længe har arbejdet for at skaffe måltider til udsatte børnefamilier.
I forbindelse med sommerens VM i Australien og New Zealand stod Sofie Junge Pedersen bag et initiativ, som opfordrede VM-spillerne til at kompensere for deres flyrejser til Australien og New Zealand gennem Folkekirkens Nødhjælps klimaarbejde i Uganda eller gennem Verdensnaturfondens arbejde i værtsnationerne.
Det er det, hun ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) bliver hædret for.
Brugte rygnummer
World Football Summit, der er et fællesskab for indflydelsesrige fodboldpersonligheder, beskriver prisen på følgende vis:
- Den er rettet mod atleter, ledere og medarbejdere i organisationer, som har stået bag initiativer og handlinger, som har en positiv indflydelse på samfundet og fører til positive samfundsmæssige forandringer.
31-årige Sofie Junge Pedersen spiller til daglig for Inter.
Da hun i sidste sæson var på kontrakt i Juventus, besluttede hun sig for at skifte trøjenummer, så hun spillede med nummer 2 på ryggen.
Det gjorde hun for at henlede opmærksomheden på Parisaftalen, som blev indgået i 2015 og trådte i kraft i 2020.
Her fastsatte FN's medlemslande et mål om et loft for globale temperaturstigninger på to grader.
Tilbage på landsholdet
Danskeren har også indgået et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun fik titlen klimafortaler.
Midtbanespilleren blev skadet umiddelbart før sommerens VM og missede derfor slutrunden.
Hun er dog tilbage på landsholdet, for mandag blev hun udtaget til Andrée Jeglertz' første trup som kvindernes landstræner.