Østjyske kulturtilbud jubler efter ny sommerpakke: - Det betyder alt!
En ny sommerpakke inkluderer blandt andet halv pris på en række kulturoplevelser. Det er en stor hjælp for kulturtilbud som Randers Regnskov og Den Gamle By.
Sol og sommer i det danske sommerland.
Sådan bliver det for langt de fleste danskere, der må holde ferie hjemme i år. Og det bliver nu endnu mere attraktivt med regeringens nye sommerpakke.
Et politisk flertal er nemlig blevet enige om fordelingen af 700 millioner kroner, der skal få danskerne ud i sommerlandet.
Som en del af sommerpakken vil der være halv pris på en række kulturoplevelser. Herunder billetter til museumsbesøg. Det vækker fredag aften stor begejstring i Randers Regnskov:
- Det lyder helt fantastisk, og jeg kan slet ikke få armene ned. Det var slet ikke forventet, og det er en ordentlig saltvandsindsprøjtning.
- For Randers Regnskov betyder det, at hvor jeg havde regnet med en nedgang på 25 procent på grund af corona, så kan vi måske få en sæson som mere ligner, noget det er normalt. Det betyder alt, siger Henrik Herold, direktør i Randers Regnskov til TV2 ØSTJYLLAND.
Glæde i den Gamle By
Også i Den Gamle By i Aarhus er glæden til at tage og føle på efter en hård kamp for at overleve under corona:
- Vi har været helt lukkede og har ingen indtægter haft. Så hvis danskerne kommer og tænker, at det er billigt, så har de måske også råd til frokost og en is hos os. Det er godt for os, og samtidig bliver det en god oplevelse for dem, fortæller museumsdirektør i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn til TV2 ØSTJYLLAND.
I øjeblikket er Den Gamle By ved at komme på fode igen ovenpå nedlukningen, og der kommer også langsomt flere og flere gæster til.
- Interessen stiger i øjeblikket, og det er dejligt. Samtidig ved vi fra vores publikumsundersøgelser, at brugerne har en god oplevelse på trods af plexiglas, flere skilte og mere sprit. Samtidig viser det, at gæsterne føler sig fuldstændigt trygge, og det er vigtigt for os, fortæller direktøren.
Sikkert at bevæge sig ind i regnskoven
Randers Regnskov genåbnede den 8. juni. Nu er rengskovet indrettet efter Kulturministeriets retningslinjer og gæsterne er så småt vendt tilbage.
Fredag var 500 personer en tur rundt i det grønne, og kommer de nye billigere indgangspriser som håbet til at betyde flere besøgende, er regnskoven klar til at tage forsvarligt imod dem:
- Vi følger de retningslinjer, der er lavet af kulturministeriet og politiet har været forbi og godkende det. jeg kan også mærke, at de gæster vi har, de har lært corona-reglerne. Så det hele fungerer super gnidningsfrit, og vi er klar til at byde velkommen, siger Henrik Herold, direktør i Randers Regnskov.
Et plaster på såret
Ovenpå coronakrisen er Den Gamle By økonomisk presset, og håbet er, at den nye sommerpakke kan minimere det underskud, de lige nu kæmper med.
- Vi har mistet mange penge, og hjælpepakkerne dækker kun en lille del af det. Sommeren er en vigtig periode for os, så det her er med til at hjælpe på, at folk får bedre ferieoplevelser, og at vi får flere penge i kassen, siger museumsdirektør i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn.
Samtidig håber direktøren, at de flere danske turister, der forhåbentligt bliver lokket til med billig indgang, kan gøre op for de udenlandske turister, der ikke i samme grad vil strømme til, som de plejer at gøre om sommeren.
I Thomas Bloch Ravns øjne er den billige museumsbillet et godt ’quick fix’, men ikke noget, der batter på længere sigt. Dog bevarer han optimismen:
- Jeg har været ude at sige, at hvis jeg tog mine allermest negative briller på, så kunne jeg frygte for Den Gamle Bys eksistens på længere sigt. Men nu er min tro på fremtiden større. Jeg tror, det nok skal gå på en eller anden måde.