Otte mødte op til bisættelsen - ingen af dem kendte kvinden i kisten

- Otte mødte op, da hun skulle bisættes. Sammen tog vi afsked. Ingen af dem kendte hende. Men de kom, fordi jeg havde skrevet: ”Der kommer ingen”.

Sådan indleder sognepræst ved Christianskirken et opslag på Facebook, som han lagde op på det sociale medie tilbage i april under overskriften ”Menighedens diakoni når det er bedst”.

Opslaget kom i forlængelse af, at en unavngiven kvinde skulle bisættes. Der var bare det aber dabei, at ingen efterladte havde meldt sig. Med andre ord skulle kvinden bisættes uden vidner - også kendt som en kommunal begravelse eller bisættelse.

- Jeg kendte kvinden lidt, og jeg vidste, at der nok ikke ville komme nogen til bisættelsen, fortæller sognepræst Carsten Haugaard Nielsen.

Derfor skrev han ud i en facebookgruppe for engagerede medlemmer af menigheden og spurgte, om nogle stykker ville komme til bisættelse. 

Det skulle ikke være mange, bare nogle få deltagere, for det ville være i kvindens ånd, mente han. Så mødte de otte op.

En om dagen

Betegnelsen kommunal begravelse dækker over, at det netop er kommunen, der tager over, når et menneske går bort, og der enten ikke er pårørende, eller de ikke melder sig. 

Som udgangspunkt betyder det ofte, at den afdøde bliver bisat med kremering og nedsættelse af urne på en anonym fællesgrav.

Og det er ikke så sjældent, det sker. Faktisk var der i gennemsnit en kommunal begravelse hver dag i 2022 alene i Østjylland.

Det viser en opgørelse som de 10 østjyske kommuner har foretaget på foranledning af TV2 Østjylland.

389 gange i 2022 trådte kommunerne til. Blandt andet havde Randers Kommune 66 kommunale begravelser, mens Horsens Kommune havde 41. Aarhus Kommune tegner sig aktuelt for at have betalt for 173 kommunale begravelser i 2022.

- Ethvert menneskeliv sætter sine spor

Rikke Adolf var en af de otte, der meldte sig til at deltage i bisættelsen, da sognepræst Carsten Haugaard Nielsen spurgte ud i menigheden, om nogen ville være med til at vise den unavngivne kvinde en sidste værdighed.

- Det gjorde jeg, fordi Carsten spurgte, men jeg kunne også mærke, at jeg blev ramt af hans opslag og oplysning om, at kvinden skulle bisættes uden pårørende. Jeg blev overrasket over, at et menneske kan tage herfra uden pårørende, siger 45-årige Rikke Adolf.

Hun kendte ikke den afdøde kvinde, havde ingen idé om, hvem hun var, men alligevel blev det vigtigt at deltage i bisættelsen.

- Det rørte mig, at en person står alene, så relationsløst, i så afgørende et øjeblik. Der skal være nogle vidner til det liv, der er sluttet, uanset hvordan livet så var, siger Rikke Adolf.

- Det handlede om at ære det liv, der har været, og ordløst tilkendegive det menneskelivs værdi. Ethvert menneskeliv sætter sine spor.

Kisten stod klar

Mogens Helborg Rasmussen, en 80-årig pensioneret lærer, var en anden af de otte, der på sognepræstens opfordring deltog i bisættelsen, der fandt sted midt i april fra det lille kapel på Vestre Kirkegård i Aarhus.

- Jeg var ikke et sekund i tvivl, da Carsten spurgte, og det var en smuk bisættelse, siger Mogens Helborg Rasmussen og bemærker, at det med at gå til bisættelser ikke er helt ukendt for ham.

- Jeg har jo en vis alder og oplever, at folk dør omkring mig, så jeg har været til mange bisættelser, siger den pensionerede lærer.

Han har en gang tidligere for år tilbage deltaget i en lignende bisættelse, da hans kone tog ham med til afskeden med en beboer fra et plejecenter, der skulle herfra uden pårørende.

Den oplevelse var medvirkende til, at han straks takkede ja, da Carsten Haugaard Nielsen spurgte om deltagelse fra kirkens brugere.

Mogens Helborg Rasmussen forklarer, hvordan præsten og de otte støtter blev lukket ind i kapellet, hvor kisten med den afdøde kvinde allerede stod. Derefter forløb bisættelsen som enhver anden afsked med salmer, en lille tale og de kirkelige læsninger, der hører til ved bisættelser.

Kaffe og kage på kirkegården

Efter en sidste afsked forlod præsten og de øvrige kapellet, mens kisten med den ukendte kvinde blev stående tilbage til bedemanden.

Udenfor kapellet havde en af de frivillige medbragt kage og kaffe, og dermed fik bisættelsen også på sin vis et lille mindesamvær, selv om ingen af dem kendte kvinden.

- Det eneste, jeg ved om hende, er det, som Carsten Haugaard Nielsen fortalte i sin tale ved bisættelsen. Man kunne godt høre, at det var et menneskeliv uden mange anekdoter, fortæller Rikke Adolf, der gerne deltager en anden gang.

- Det kunne jeg sagtens. Jeg synes, det var nødvendigt at møde op, og så gav det også et rum til refleksion som ved en gudstjeneste i kirken, siger Rikke Adolf.

I så fald kan hun få følgeskab af Mogens Helborg Rasmussen. Han melder sig også klar en anden gang.

Til TV2 Østjylland forklarer Carsten Haugaard Nielsen, at den pågældende kommunale begravelse hverken er hans første og nok heller ikke den sidste. Det sker ind imellem, at han begraver mennesker, uden der er pårørende til stede.

Så trækker han bedemanden og kirkesangeren med ind i kapellet eller kirken, så de kan agere lille menighed. Han har aldrig stået helt alene ved en begravelse.  

Med henvisning til sin tavshedspligt har Carsten Haugaard Nielsen ikke ønsket at sætte navn på den afdøde kvinde fra den omtalte begravelse. Derfor optræder hun anonymt i artiklen.