Politiet indfører skærpet strafzone i Gellerup

Østjyllands Politi indfører strafskærpelseszone i et afgrænset område i Gellerup efter flere dage med ildspåsættelser, stenkast og uro i området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Den skærpede strafzone går i det område, der er rammet ind af Åby Ringvej, Silkeborgvej, Edwin Rahrs Vej, Hejredalsvej og Røgelvej. Foto: Østjyllands Politi

Der har de seneste dage været episoder med ildspåsættelser, stenkast og uro i området omkring Gellerupparken i Aarhus Vest. Det har nu fået Østjyllands Politi til at indføre en strafskærpelseszone i området.

Den skærpede strafzone betyder, at straffen for bestemte former for kriminalitet som for eksempel hærværk, vold mod politiet, brandstiftelse og overtrædelse af våbenloven som udgangspunkt bliver fordoblet, hvis den bliver begået inden for zonen.

- Vi har set et ekstraordinært kriminalitetsbillede i området de seneste dage, og det skaber utryghed for beboerne. Nu har vi vurderet, at nok er nok, fortæller politiinspektør, Martin Løye, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi håber på, at den her mindre gruppe af uromagere vil få noget at tænke over. Det her kan give dem en ekstra straf, så vi håber, at det har effekt på dem, der laver balladen.

Beslutningen om den skærpede strafzone kommer efter den seneste nats udvikling, hvor politiet ifølge politiinspektøren måtte skyde gas mod uromagerne.

Den skærpede strafzone gælder fra mandag den 8. juni kl. 22.00 og varer foreløbigt frem til tirsdag den 16. juni kl. 16.00. Formålet med den skærpede strafzone er at forhindre fremtidige kriminelle handlinger og på den måde genskabe trygheden i området.

Når den skærpede strafzone træder i kraft i aften kl. 22.00 vil politiet være talstærkt til stede i området.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her