Efter nedstyrtning: Politiker vil undersøge mange års altanbyggerier
Byrådspolitiker mener, at sagen om altanen, der i september faldt til jorden i Aarhus, bør give anledning kontrol af mange altaner.
Der er mange altaner rundt omkring i Aarhus.
Rigtig mange.
Og hvis det står til byrådsmedlemmet Gert Bjerregaard (V), så skal rigtig mange af dem have et ekstra tjek.
- Vi forestiller os, at forvaltningen i Teknik og Miljø sender breve ud til dem, der har fået godkendelse til at sætte en altan op over de seneste ti år.
- Og så forventer vi faktisk, at lodsejeren dokumenterer og efterprøver, at altanerne sidder, som de skal, siger han til TV2 Østjylland.
Meldingen fra Venstre-manden kommer på bagkant af den ulykke, der skete på Peter Sabroes Gade i Aarhus natten til den 29. september.
Her rev en altan sig løs af murværket og faldt 3,5 meter ned med otte mennesker stående på. Lykkeligvis kom ingen af de otte alvorligt til skade.
Ifølge Gert Bjerregaard understreger ulykken, at altanerne skal kontrolleres.
- Vi er bekymret for, at det her ikke er en enlig svale, og derfor er vi nødt til at få efterprøvet det, siger han.
Kigger mod København
I København har man fra kommunens side nedskrevet en række regler og regulativer, der bestemer, hvordan altaner skal sættes op i kommunen.
Jesper Kjeldsen, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus Byråd, mener, at Aarhus Kommune fremadrettet bør lade sig inspirere af den model.
- Vi er en by, der vokser, og vi bygger også opad, og folk vil gerne have uderum, og det skal de have. Det skal selvfølgelig gøres på en sikker måde, og derfor kan vi godt kigge på, om man ikke kan stramme regulativet yderligere, som man har gjort i hovedstaden, forklarer Jesper Kjeldsen.
Jesper Kjeldsen vælger at holde fokus på det fremadrettede. Han køber i hvert fald ikke ind på byrådskollegaen Gert Bjerregaards idé om, at et vist antal altaner i Aarhus skal kigges efter i sømmene.
- At skulle kigge alle altaner fra 15 år tilbage, hvor der ikke har været noget problem, det må Venstre forklare, hvordan man vil finansiere, og hvorfor det er nødvendigt, siger Jesper Kjeldsen.
Kan der ikke være en idé i at få nogle altaner undersøgt, fordi der er vel ikke nogen garanti for, at det her ikke er sket andre steder?
- Hvis taget blæser af ét hus, skal vi så også tjekke alle huse rundt omkring i Aarhus? Det tror jeg godt, at borgerne i Aarhus kan se fornuften i, så derfor er det her, som Gert Bjerregaard kommer med, ren valgkamp, og det synes jeg egentlig er uklædeligt for en debat, som burde være seriøs, forklarer Jesper Kjeldsen og fortsætter:
- Det handler om at finde ud af, hvad var det, der skete? Det ved vi nu, hvordan får vi rettet op på det, og så skal man ikke begynde at bruge skattepenge på at tjekke samtlige altaner i Aarhus, som Venstre har været ude at foreslå.
Til det siger Gert Bjerregaard:
- Jeg kan kun ryste på hovedet.
- Vi kan for relativt små penge få efterprøvet det her. For Venstre handler det om sikkerhed først, siger han.