Præst efterlyste kistebærere til død mand uden pårørende - responsen var overvældende
Da sognepræst Anni Albæk skulle finde seks personer til at bære Edvards kiste ud af kirken, måtte hun tage utraditionelle midler i brug
Hvert år dør der over 53.000 mennesker i Danmark - men det er ikke alle, der har nogen til at bære dem på den sidste rejse ud af kirken.
Hvert år må sognepræst ved Møllevangskirken i Aarhus lede efter pårørende til én eller to af dem. I dag, tirsdag, var det 89-årige Edvard.
'Edvard Opfinder', blev han kaldt af pedellen på det plejehjem, hvor han tilbragte sine sidste demensramte år. Også selvom hans opfindelser sjældent fungerede som andet end rodet pynt i lejligheden.
Måske kunne Edvard mærke, at lyset var ved at brænde ud, for lige inden sin død tog han fat i pedellen:
- Du er min bedste ven, og du skal med til min begravelse, sagde han.
De to kendte kun hinanden fra de forholdsvis få ord, de havde udvekslet.
Valgte familien og vennerne fra
Edvard var alene, men ikke umiddelbart ensom. Hans hjerne var af den slags, som kan holde sig selv beskæftiget hele livet.
Men de nære sociale og familiære relationer havde han valgt fra, forklarer sognepræst Anni Albæk, der kendte Edvard en lille smule fra sit arbejde som præst.
- Vi kendte Edvard, fordi han kom i Møllevangskirken. Men i løbet af sine sidste år trak han sig fra kirken. Han blev dement og kunne ikke genkende os, når vi kom og besøgte ham, forklarer Anni Albæk til TV2 ØSTJYLLAND.
Vi ser helt klart en forskel mellem land og by. I de små samfund har folk oftere nære relationer med deres naboer.
Der var tilsyneladende heller ikke andre, der kendte Edvard.
I hvert fald måtte Anni Albæk tænke ud af boksen, da der skulle findes folk til at bære Edvards kiste ud af kirken. For ingen bør vendes ryggen på den sidste rejse, mener hun.
Hun lavede et opslag på kirkens Facebook-side, og responsen var overvældende.
- Folk synes, det er en meget hjertevarm indbydelse, der er kommet. Det har også rørt mig, at folk har taget så godt imod det. Det havde jeg ikke turde drømme om. At så mange mennesker støtter op om Edvards begravelse, siger Anni Albæk til TV2 ØSTJYLLAND.
Et storby-fænomen
For at alle kan komme værdigt herfra, må præster jævnligt lede efter pårørende, eller som Anni Albæk improvisere så bare nogle få personer er til stede i kirken.
Det kan landsformanden i brancheorganisationen Danske Bedemænd, Knud Larsen, bekræfte.
Men ifølge ham, så sker det oftere i de store byer som Aarhus, Odense og København, end i eksempelvis Frederikssund, en lille by på Vestsjælland, hvor han selv holder til.
- Vi ser helt klart en forskel mellem land og by. I de små samfund har folk oftere nære relationer med deres naboer, som så tager over, hvis familien enten ikke er her mere eller ikke har lyst til at stå for og deltage ved begravelsen. Man kan bedre gemme sig - og blive glemt - i storbyen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han vurderer også, at det kan blive en mere udbredt udfordring i fremtiden at finde pårørende eller venner til afdøde, hvor de ikke er åbenlyst til stede. Blandt andet fordi flere vælger en single-tilværelse og flere bliver skilt, så familien bliver spredt eller går i opløsning.
Der føres ikke statistik over begravelser og bisættelser uden andre deltagere end det personelle. Det nærmeste man kommer på det, er tallene for kommunale begravelser, hvor de pårørende enten er ikke-eksisterende eller ikke ønsker at betale.
Så tager kommunen sig af betalingen, og det er også kommunen, der anmelder dødsfaldet.
I Aarhus Kommune, som Edvard boede i, blev der sidste år gennemført 315 kommunale begravelser. For fem år siden var det tal kun 275.
En tom kirke gør ondt
Sognepræst Anni Albæks opslag på Facebook fik flere aarhusianere til frivilligt at melde sig til at bære Edvards kiste.
Louise Bjerre Pedersen var blandt dem, der reagerede på opslaget. Hun tøvede ikke med at melde sig til ceremonien i Møllevangskirken.
- Det er vigtigt, at man er samlet omkring et menneske, når man tager afsked. Jeg tror ikke, der er nogen, der har lyst til at være alene, siger hun.
Også Lene Bruun Kristiansen var med til at bære kisten. Hun overvejede i første omgang, om det ville føles kunstigt at være med til at tage afsked med en person, hun aldrig havde mødt. Sådan var det dog ikke. Langt fra.
- Næstekærlighed er ægte. Det er en ægte følelse, fastslår hun.
For Lene Bruun Kristiansen er det underordnet, hvem Edvard var, og hvordan han havde levet sit liv. Hun ville sige ja til opgaven uanset hvem, der lå i kisten.
- Hvis Anni (sognepræsten, red.) havde skrevet, at hun manglede folk til at bære en pædofil ud af kirken, ja, så havde jeg også sagt ja, fastslår hun.
