Så du kæmpe droner i luften i nat? - Her er forklaringen
Tre droner fløj natten til lørdag henover Aarhus midtby for at tage termiske billeder af fjernvarmeledningerne.
Bor du i det centrale Aarhus, så har du måske lagt mærke til nogle store genstande med blinkende dioder i luften i nat.
Det var ikke ufoer, men derimod tre droner med en diameter på cirka én meter.
Dronerne flyver henover Aarhus Midtby om natten denne weekend for at hjælpe Affaldvarme Aarhus med at finde brud og dårlig isolering på ledningsnettet.
- Der har vi så droner med termisk udstyr, som vi kan programmere til at flyve i bestemte ruter over byen og tage en masse billeder, som vi kan sætte sammen til ét stort termisk kort, siger Jacob Ramsgaard, der afdelingschef hos BL Termografi, som styrer dronerne, til TV2 ØSTJYLLAND.
De tre droner tager billeder med monterede termiske kameraer, som resulterer i et farverigt kort over byen.
- Sådan et billede ligner jo et almindeligt foto, bare i nogle mærkelige farver. Det, du ser, er temperaturforskelle. Hver pixel er en temperatur. Det er derfor, vi kan se rørerne, for de varmer jo jorden op, siger Jacob Ramsgaard.
Flere gange i løbet af natten letter og lander dronerne, så de kan få skiftet batterierne, og det vil typisk være der, man spotter dem.
- Dronerne flyver i omkring 80 til 100 meters højde, så når de er oppe, kan man kun se små dioder blinke. Inde i Aarhus, hvor der er biler og larm, tror jeg ikke, man overhovedet kan høre dem, siger afdelingschefen.
Kigger man på de billeder, som dronerne fanger, vil man ikke kunne se fejl eller brud på fjernvarmeledningerne med det blotte øje, hvis ikke man har forstand på det. Derfor skal BL Termografi efterfølgende analysere det termiske kort.
- Har man et kæmpe brud, så er det tydeligt at se. Men i 95 procent af tilfældene vil man ikke vide, hvad det er. Billederne er ikke så unikke i sig selv, men det er vurderingen bagefter, siger Jacob Ramsgaard.
Hvis vejrforholdene tillader det, så flyver de tre droner igen natten til søndag.