Sextiltalt psykolog kunne stadig praktisere efter dom: 19-årig patient fandt ud af det ved et tilfælde

Den 58-årige psykolog fra Risskov der onsdag fik frataget sin ret til at arbejde som psykolog i fem år, har, indtil dommen faldt, kunne praktisere uden autorisation. Det opdagede en 19-årig patient kun ved et tilfælde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Onsdag blev en 58-årig psykolog fra Risskov endnu en gang kendt skyldig, nu i Vestre Landsret, i at have udnyttet sin position til at have sex med en klient.

Dommeren i landsretten hævede byrettens dom fra to måneders betinget fængsel til tre måneders ubetinget fængsel – og skærpede desuden byrettens dom, der lød på, at han ikke måtte virke som psykolog i tre år, til at han ikke må virke som psykolog i fem år.

Som følge af tiltalen mod manden fratog den offentlige myndighed, som afgør klager over autoriserede psykologer, Psykolognævnet, ham autorisationen, så han ikke kunne virke som autoriseret psykolog. Det fremgår af en afgørelse på nævnets hjemmeside.

Psykologen kunne dog fortsætte som psykolog, selvom han ikke havde autorisation. Det har han også kunnet, siden byretten kendte ham skyldig i februar i år.

Det fandt Signe, en 19-årig pige fra Risskov, ud af ved et tilfælde efter at hun var startet i behandling hos ham.

- Det var et rent tilfælde, at jeg fandt ud af at, han havde fået taget sin autorisation. Min mors veninde fortalte os om ham, så derefter gik vi gang med at Google hans navn, og der fandt jeg ud alt det, han er dømt for, siger Signe til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: En psykolog fra Risskov blev ved Landsretten onsdag dømt for at have udnyttet sin position til at have sex med en patient.

Forsatte som psykolog uden autorisation

TV2 ØSTJYLLAND har ved selvsyn konstateret, at psykologen har arbejdet som psykolog i et halvt år, selvom han ikke har nogen autorisation.

Reglerne på psykolog-området er nemlig strikket sådan sammen, at Psykolognævnet kun kan fratage psykologen hans autorisation og ydernummer samt offentliggøre hans navn på deres hjemmeside.

Nævnet kan til gengæld ikke forhindre ham i at fortsætte som psykolog uden autorisation. Men nu hvor det allersidste punktum er blevet sat i sagen i dag, onsdag, kan psykologen altså ikke virke som psykolog de næste fem år.

VIDEO: Anklageren giver her hans reaktion på dommen, efter den var faldet i byretten. Se videoen fra februar 2019 her. 

Tillid til at sådan nogle ting ikke kan ske

Signe benyttede sig af psykologen en enkelt gang i november. På det tidspunkt havde psykologen fået frataget sin autorisation. Hun havde en god oplevelse, aftalte en ny tid og havde slet ikke overvejet, at det var en mulighed, at der var sager om ham.

Hun havde ventet længe på at komme til psykolog, men selvom hun havde fået en henvisning fra sin læge, var der lang kø. Derfor søgte hun selv efter en psykolog, og her stødte hun så på den sextiltalte psykolog fra Risskov.

Jeg blev rigtig ked af det, da jeg fandt ud, hvem han i virkeligheden er, og jeg følte mig meget snydt. Man har en grundlæggende tillid til, at sådan nogle ting ikke kan ske".
Signe, tidligere patient hos psykologen

Psykologens hjemmeside fremstod meget professionel og viste en masse efteruddannelser og diplomer, og hun bookede derfor en tid – helt uvidende om hans baggrund:

- Jeg blev rigtig ked af det, da jeg fandt ud, hvem han i virkeligheden er, og jeg følte mig meget snydt. Det er nogle private ting, man går med og åbner op om. Jeg føler, jeg havde gjort min research, og alligevel formåede jeg at blive snydt af det. Man har en grundlæggende tillid til, at sådan nogle ting ikke kan ske, siger Signe til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Forsvareren giver her hans reaktion på dommen, efter den var faldet i byretten. Se videoen fra februar 2019 her. 

Der skal kigges på loven

Det forstår Liselott Blixt, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti godt. Hun mener, at man skal kunne have tillid til, at de folk der skal kunne hjælpe en, er ordentlige mennesker.

I modsætning til andre erhvervsgrupper som læger, revisorer og advokater kan man ikke administrativt fratage en psykolog retten til hans titel, hvis vedkommende mistænkes for kriminelle forhold.

Derfor har Liselott Blixt bedt om en redegørelse for sagen, og hun afventer nu svar på, hvad ministeren mener om, at psykologen kunne praktisere videre. Ud fra det vil hun stille forslag om, at psykologerne lovgivningsmæssigt lægges ind under Sundhedsministeriet, så de er en del af sundhedsvæsenet:

Det skal være ligesom når en læge får frataget sin autorisation – så skal han ikke kunne praktisere overhovedet.
Liselott Blixt, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti

- Det bør og skal ikke kunne lade sig gøre. Man skal ikke blot kunne sige, at nu er autorisationen væk, og så kan jeg bare praktisere uden. Det skal være ligesom når en læge får frataget sin autorisation – så skal han ikke kunne praktisere overhovedet, siger Liselott Blixt (DF) til TV2 ØSTJYLLAND.

Danskerne skal kunne stole på fagligheden

Det kom som et stort chok for Signe, da hun fandt ud af, hvad der lå bag psykologens pæne hjemmeside og behagelige ydre. Hun håber på, at politikerne vil gribe ind, så ikke andre risikerer at blive udsat for krænkelser af dem, hun kunne læse sig til, da hun googlede psykologen:

- Det virker ret uhyggeligt, hvis alle kan blive ved med at arbejde, selvom de har fået taget deres autorisation. Jeg tænker, man bliver nødt til at gøre noget ved det fra statens side, så psykologer ikke kan fortsætte med at tage patienter, hvis de er anklaget for sådan noget, siger hun.

Den tiltalte psykolog erkender i retten at have lånt sit sommerhus ud til klienten, som han er tiltalt for at have haft sex med.

TV2 ØSTJYLLAND har i dag forsøgt at få en kommentar fra Astrid Krag Kristensen, social- og indenrigsminister (Soc. dem) uden held. Ministerens pressemedarbejder henviser i en mail til et svar, hun har givet DR i onsdags, hvor hun udtaler:

- Danskerne skal trygt kunne stole på fagligheden og etikken, når de går til psykolog.

Danskerne skal trygt kunne stole på fagligheden og etikken, når de går til psykolog
Astrid Krag Kristensen, social- og indenrigsminister (Soc. dem)

Her tager Astrid Krag desuden stilling til, om Danmark skal lade sig inspirere af Norge og Sverige, når det gælder fratagelse af autorisationer, hvor de fratager langt flere:

- Det skal ikke være et mål i sig selv, at flere danske psykologer fratages deres autorisation. Men det er tankevækkende, hvis Norge og Sverige fratager markant flere autorisationer. Jeg vil derfor se nærmere på, om vi kan lære noget af vores norske og svenske naboer, siger Astrid Krag (S) til DR.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mener, at sagen giver anledning til at se på, om der er brug for at gøre noget anderledes i forhold til psykologerne Foto: Steen Brogaard

Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ønsker at se nærmere på lovgivningen. Han udtaler til Ekstra Bladet:

- I regeringen er vi naturligvis optagede af, at borgerne trygt kan stole på, at myndighederne har tjek på de psykologer, som tilbyder behandling. Og den her sag giver da anledning til at se på, om der er brug for at gøre noget anderledes i forhold til psykologerne. Her er der masser af erfaringer på sundhedsområdet at trække på, siger Magnus Heunicke (S) til Ekstra Bladet.

TV2 ØSTJYLLAND er bekendt med Signes fulde navn, men af hensyn til Signe, fremgår hun anonym i denne artikel.

Forurettet: Det er en kæmpe sejr

Den nu tidligere praktiserende psykolog er fundet skyldig i at have udnyttet sin klient i over en periode på cirka 4,5 måned.

Den forurettede meldte psykologen i marts 2017, men dengang var der ingen, der lyttede på hende eller troede på, at det hun anmeldte, havde fundet sted.

- Det har været så sej en kamp, og det er en kæmpe sejr at stå her i dag. Jeg er helt vildt lettet. Jeg er allermest lettet over, at han fra i morgen ikke må have flere klienter, og at han nu ikke kan gøre flere klienter fortræd, sagde den forurettede til TV2 ØSTJYLLAND onsdag.

Det har været så sej en kamp, og det er en kæmpe sejr at stå her i dag. Jeg er helt vildt lettet. Jeg er allermest lettet over, at han fra i morgen ikke må have flere klienter, og at han nu ikke kan gøre flere klienter fortræd.
Den forurettede

Den forurettede er ikke blot lettet over, at hun nu ikke længere skal frygte, at andre klienter, bliver udsat for det samme, som psykologen udsatte hende for. Nu kan hun også sætte et endeligt punktum.

- Nu betyder det, at jeg kan sætte et punktum og komme videre. Det vil jo blive ved med at påvirke mig, men nu er kampen om retfærdighed endelig slut. I går besluttede jeg mig for, at jeg ikke vil skamme mig mere. Nu skal jeg bare videre, siger den forurettede til TV2 ØSTJYLLAND.

TV2 ØSTJYLLAND er bekendt med den forurettedes fulde navn, men af hensyn til den forurettede, fremgår hun anonym i denne artikel.

VIDEO: Psykologen fra Risskov er dømt for at have udnyttet sin position til at få sex med en klient. Se indslaget fra august 2018 her. Genrefoto. 

Sådan begyndte sagen

Sagens to første retsmøder fandt sted den 18. og 19. december sidste år.

Tidligere er det kommet frem, at psykologen nægter sig skyldig. Det på trods af sms-korrespondancer mellem ham og klienten viser tegn på en nær personlig relation.

De aftaler møder i psykologens private bolig, og inden dem kunne beskeder mellem dem indikere andet end et professionelt forhold. Noget som ikke er lovligt.

I sms'erne står der blandt andet, at: 'Du skal smide tøjet i stuen og lægge dig bag mig i soveværelset' og 'Vil du give mig tantra-massage? Jeg kan nok ikke andet i aften.'

Regler bør skærpes

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher, ønskede i august 2018 ikke at udtale sig om den konkrete sag, men hun mente, at reglerne på området bør skærpes.

- Hvis man begår noget alvorligt som autoriseret psykolog, så kan ydernummer og autorisation fjernes. Men psykologen kan fortsat kalde sig for psykolog. Vi ønsker, at der skabes mulighed for, at Psykolognævnet kan handle yderligere i særligt alvorlige tilfælde, sagde hun og uddybede:

- Ingen er jo mere interesserede end os i, at vores fag ligger uantastet. Borgerne skal kunne regne med, at tingene er i orden, når de opsøger en psykolog.

VIDEO: Her kan du se et interview fra august 2018 med Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Man behøver altså ikke autorisation for at kunne arbejde som psykolog, og det bekymrede dengang også formanden for Sind, Knud Kristensen.

- Vi så gerne, at der var mere styr på, hvem der har lov til at hjælpe for eksempel psykisk sårbare mennesker, sagde Knud Kristensen august 2018.

- Hvis man sørger for kun at gå til en psykolog, der er autoriseret, så har man en sikkerhed, men det føler vi os ikke overbevist om, at patienterne er klar over. Jeg kunne godt tænke mig nogle skarpere regler for, hvem der overhovedet må tage sig af at hjælpe folk, som har psykiske problemer.

Jeg kunne godt tænke mig nogle skarpere regler for, hvem der overhovedet må tage sig af at hjælpe folk, som har psykiske problemer.
Knud Kristensen, formand for Sind

Sind-formanden så gerne, at man også kunne pille ved psykologers ret til at kalde sig psykologer.

- Hidtil har vi gået ud fra, at hvis man bare fjernede psykologernes autorisation, så havde patienterne en beskyttelse. Men der er noget, der tyder på, at det ikke er nok. Derfor kunne jeg sagtens forestille mig, at man også skulle have frataget retten til at kalde sig psykolog, hvis man var dømt for at have misbrugt sine patienter.

VIDEO: I august 2018 sagde Knud Kristensen fra Sind, at han gerne vil pille ved psykologers ret til at kalde sig psykologer, hvis de bliver dømt.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her