Som ung eksploderede hans båd: Nu giver sejlturene ham humøret tilbage

- Der lød et brag. Jeg væltede omkuld. Jeg kunne intet se, men jeg kunne høre, at der var noget galt. Jeg råbte alt, hvad jeg kunne på min far, men jeg fik intet svar.

Det var en kold og kulsort decembernat på Tyske Bugt i Vesterhavet. Johann August og hans far var ved at have losset det sidste ammunition, da der lød et brag, der overdøvede alt.

Læs også:

Johann August er søn af Hermann August. De er hollændere, og fra 1951 til 1960 sejlede de ammunition for Nato fra Tyskland til Skagerrak. Den 7. december 1960 fragtede de 150 tons ammunition, som var blevet for gammelt.

De mange tons skulle derfor sænkes ned i havets dyb, men da de næsten var færdige, eksploderede krudtet i hænderne på Hermann August.

- Jeg råbte alt, hvad jeg kunne på min far, men jeg fik intet svar. Pludselig kunne jeg se månen, og kort tid efter kunne jeg se konturerne fra skibet. Jeg kunne mærke vandet nå mine knæ, fortæller Johann August, som i dag bor i Højberg i Aarhus.

De var alene på båden. Det havde de været i fem dage, mens de havde losset.

- Jeg tænkte, at der ikke var noget at gøre. Jeg kom op og fandt en lommelygte. Der strømmede vand ind. Jeg fandt jollen og skar den fri fra skibet, så jeg ikke blev hævet med ned. Kort tid efter sank skibet.

I 36 timer flød Johann August rundt i jollen.

- Jeg drev derfra med strømmen og vinden. Det var koldt. Jeg så skibe, og jeg råbte alt, hvad jeg kunne. Jeg blinkede med min lygte, men der skete ingenting.

Hagl som drikkevand

Johann August havde hverken mad eller drikke. Men han havde taget deres pengekasse med på jollen, og det skulle vise sig at blive hans redning.

- Det begyndte at hagle. Jeg tog alle papirerne ud af pengekassen og samlede haglen heri, så jeg havde vand. Det var min overlevelse, siger han.

Efter halvandet døgn i jollen blev Johann vækket af lyden af en skibsmotor. Det var som sød musik i hans ører. Han blev fundet ud for Tyske Bugt.

- Alt mit tøj var brændt af. Heldigvis havde jeg lange underbukser på. Det var koldt. Jeg faldt i søvn i jollen og vågnede til lyden af en skibsmotor. De sejlede mig i land, hvor jeg kort tid efter kom på sygehuset, fortæller han og fortsætter:

- Sygeplejersken synes, at jeg havde fint krøllet hår. To dage senere var alt svedent af. Så havde jeg ikke mere hår.

Født på et skib

Man skulle tro, at man efter sådan en voldsom oplevelse aldrig ville have lyst til at sætte sine fødder på en båd igen. Men sådan var det ikke for Johann August.

Han var født på en foddamper og boede på båden, indtil han var syv år gammel og skulle begynde i skolen.

- Jeg er født på skibet, og jeg havde ingen kammerater. Jeg fik venner, når vi holdt til i havnen.

Skibet var som en magnet for Johann August. Så snart skoledagen var slut, tog han sin far ud at sejle. Han gik sidenhen på søfartsskole og blev ansat på farens både som sætteskipper.

- Så snart jeg kom fra skolen og i weekenden, var jeg ombord på skibet. Jeg kunne få alt min tid til at gå der. Jeg sad jeg ofte bagi jollen. Det var mit liv.

En ny start i Danmark

Efter 10 dage på hospitalet tog han hjem til sin mor. Hans far var død i eksplosionen.

- Han var ved at sætte ammunitionen på, og det sprang i luften lige i hænderne på ham, fortæller Johann August.

De tog kort tid efter til Danmark, hvor de besøgte en gammel forretningsforbindelse.

- Jeg måtte ikke sejle til søs mere i Holland på grund af min nedsatte hørelse efter eksplosionen. Det måtte jeg i Danmark, så jeg flyttede hertil for at tjene nogle penge.

I år 1961 blev han skibsfører hos Peter Madsens Rederi på et stenfiskerfaretøj.

- Det var egentlig meningen, at jeg skulle tilbage til Holland igen, men så mødte jeg min kone, og Peter Madsen døde, så jeg ville gerne hjælpe til efter hans død.

Fortrængte oplevelser

Eksplosionen på skibet sidder dybt i Johann August. Men hans nye danske kone giver ham livslysten og glæden tilbage. Hun har to børn, som også bliver hans.

- Man glemmer det ikke. Det slider på en. En dag sagde min kone til mig, at jeg ikke skulle være ked af, at jeg ikke havde fået min far med, for måske jeg også havde været død så.

Familien slår sig først ned i Ry og sidenhen i Højbjerg, hvor Johann August stadig bor i dag. Anne Grethe August betyder meget for Johann August.

- Vi har rejst, og vi har sejlet sammen. Jeg kunne snakke med hende om alt, fortæller ham.

For to år siden mister Johann sin kone, og han ryger ned i mørkt sort hul og mister sin livsgejst.

- Jeg oplever en mand, som mister sin selvtillid og selvværd. En mand som gennem årene har været fantastisk til at bygge gavle og alverdens ting. Han har knoklet og gjort ved, men i tiden derefter der blev han stille, fortæller Christen Boutrup, som er hans nabo.

Nye oplevelser

Johann August er 82 år, da han mister sin kone. Naboen Christen Boutrup hjælper ham tilbage i livet. En dag beslutter Johann sig for at køre til Holland.

Han tager turen til sit oprindelige hjemland flere gange.

- Han kommer hjem fra Holland og fortæller, at han har været ude at kigge på et skib, som han godt kunne tænke sig. Først tænkte jeg, om det nu var en god idé. Men jeg ender med at sige: Hvis du køber båden, så synes vi, at du er sej!

Johann August beslutter sig for at købe båden. Sammen med sin bror sejler han den igennem Hollands kanaler og videre til Danmark.

- Jeg skulle have den hjem, og min bror sagde, at han gerne vil med. Det var en dejlig tur ad kanalerne.

De to gamle brødre fik gode reaktioner med sig.

- Vi må ligne hinanden i hvert fald. Folk kunne godt se, at vi var brødre og nogen sagde: Det er nogle værre ungkarle de to, fortæller han grinende.

Turen hjem i båden var en stor oplevelse for Johann August. Naboerne er imponerede over, at han er så frisk.

- Vi synes, at det er fedt, at sådan en dejlig gammel dreng på 84 år har fået sit liv tilbage. Så må han se, hvad han vil bruge båden til, fortæller Christen Boutrup.

Johanns båd ligger nu i Norsminde Havn. Flere gange hver uge kører han ned til båden og ser til den.

- Jeg skal ud at sejle meget mere. Jeg vil gerne på en tur med mine børn og børnebørn, fortæller han.