Spejdere kan endelig være sammen igen – nu med coronamærke

Søndag aften kunne De Grønne Spejdere i Mårslet endelig mødes igen efter mange uger med virtuel spejder. Men mødet foregik ikke helt, som det plejer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
De Grønne Spejdere i Mårslet har lavet et coronamærke som et symbol på, at de har klaret opgaven med at være sammen hver for sig.

Østjyske foreninger er så småt begyndt at genoptage udendørsaktiviteterne, efter at der i den forgangne uge blev givet klart grønt lys fra et politisk flertal på Christiansborg.

Det gælder blandt andre De Grønne Spejdere i Mårslet, som søndag aften mødtes til spejder for første gang, siden Danmark lukkede ned.

- Det er virkelig rart, at vi kan være sammen ansigt til ansigt igen. Det er noget, vi har set frem til. Fællesskabet er en stor del af dét at være spejder, siger Andreas Tindbæk Lunderskov, spejder ved De Grønne Spejdere i Mårslet, til TV2 ØSTJYLLAND.

De Grønne Spejdere i Mårslet kunne endelig mødes igen søndag aften – dog med afstand.

Søndag aften var der mødt 16 spejdere frem, men da der er forbud mod at forsamle sig mere en ti personer, måtte de dele sig op.

- Vi har været så heldige, at vi har fået lov til at låne grunden ved sognehuset ved siden af. Så har vi delt grupperne op i to, hvor den ene gruppe er ved spejderhuset, og den anden gruppe er ovre ved sognehuset, siger Miriam Schramm, tropleder ved De Grønne Spejdere i Mårslet, til TV2 ØSTJYLLAND.

- De må så kun holde møder udenfor, så der er ikke noget med at gå ind på toilet, imens man er til spejdermøde.

Miriam Schramm og de andre tropledere har holdt gang i De Grønne Spejdere i Mårslet gennem virtuelle spejdermøder.

Sammen hver for sig

Imens De Grønne Spejdere i Mårslet har været lukket ned for fysiske spejdermøder, har de været nødt til at tænke kreativt.

- Imens vi holdt hjemmespejder, lavede vi en masse aktiviteter hjemmefra. Blandt andet over Zoom, hvor vi for eksempel sang morgensang hver hverdagsmorgen, siger Miriam Schramm.

Vi har mødtes på Zoom og prøvet at lave noget alternativt spejderarbejde. Jeg synes, det er gået virkelig godt.
Andreas Tindbæk Lunderskov, spejder

Dét, at spejderne har været så gode til at være sammen hver for sig, har også udløst et helt nyt mærke.

- Vi har fået et coronamærke, og det går ud på det her med at være sammen hver for sig, som vi har gjort over hele Danmark. Vi har mødtes på Zoom og andre platforme og prøvet at lave noget alternativt spejderarbejde. Jeg synes, det er gået virkelig godt, siger Andreas Tindbæk Lunderskov.

Sådan ser det nye coronamærke ud.

Nyt afstandskrav betyder meget

Da der var spejdermøde søndag aften skulle De Grønne Spejdere i Mårslet overholde afstandskravet om to meter.

Fremover skal de dog kun holde én meters afstand, efter afstandskravet blev ændret søndag aften.

- Det betyder rigtig meget for os, at afstandskravet bliver lavet om. Det skaber nogle andre rammer for den måde, vi kan mødes på. Det er rigtig svært at lave nogle aktiviteter, hvor man kan samles med to meters afstand, siger Miriam Schramm.

Sådan så det ud søndag aften, da De Grønne Spejdere i Mårslet skulle holde to meters afstand til hinanden.

De Grønne Spejdere i Mårslet går rigtig meget op i teambuilding, og det nye afstandskrav giver bedre forudsætninger for det.

- Det er mega fedt, blandt andet fordi vi skal lave et orienteringsløb i Marselisborg Skov på torsdag, når vi mødes igen. Så kan de nøjes med en meters afstand, når de skal ud på det her løb.

VIDEO: Se her, hvordan det så ud, da TV2 ØSTJYLLAND var med til De Grønne Spejdere i Mårslets første fysiske spejdermøde i lang tid.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her