Storcenter trækker store rabatter på dagen for genåbning tilbage
Selskab bag Randers Storcenter beklager, at der blev annonceret med klækkelige tilbud på hjemmeside.
Når Randers Storcenter mandag slår dørene op for kunderne, bliver det uden tilbud om rabatter på mellem 20 og 30 procent hos tre butikker.
Mandag morgen valgte centeret at fjerne annoncer på centerets hjemmeside, hvor kunder blev lovet klækkelige rabatter hos butikkerne Sportsmaster, Only og Deichmann.
- Der var kommet nogle tilbud op på hjemmesiden, som absolut ikke var i henhold til det koncept, som vi har valgt at køre under genåbningen. Så derfor har vi fjernet dem med det samme, siger centermanager Lotte Vestergaard Skou fra selskabet DEAS A/S, der driver det østjyske shoppingcenter, til TV2 ØSTJYLLAND..
Storcenter beklager
Og annoncerne er ganske rigtigt ikke længere at finde på storcentrets hjemmeside.
- Vi reagerede hurtigt, da vi så det her til morgen, fortæller Lotte Vestergaard Skou.
Regeringen har netop understreget, at centrene bør undgå slagtilbud, der kan tiltrække mange mennesker.
Af Erhvervsministeriets retningslinjer for genåbning af shoppingcentre og stormagasiner fremgår det, at:
"Stormagasiner og butikker tilknyttet hertil anbefales at undgå kø- og slagtilbud, aktiviteter og lignende, som kan skabe kødannelser og tæthed omkring enkelte områder i butikker".
Lotte Vestergaard Skou beklager, at der blev lagt annoncer med store tilbud ud på hjemmesiden.
- Den mistforståelse beklager vi rigtig meget, og vi har haft en grundig information til alle vores marketingchefer rundt omkring i vores centre med det for øje, at vi kan byde vores kunder velkommen tilbage på en god og ordentlig måde, siger hun.
- Vi følger retningslinjerne, som vi skal, og det er derfor, vi har opfordret til, at de her rabatter fjernes, siger hun.
Storcentrene åbner, efter at Folketingets partier valgte at tage storcentrene med i fase 2 af genåbningen.
Her er retningslinjerne
Blandt andet er der fokus på at undgå kødannelse, imens butikkerne også bør sørge for at holde god håndhygiejne og indrette sig, så der er afstand mellem kunder og personale.
* Centre og magasiner skal sørge for, at der er mindst fire kvadratmeter per person og to meters afstand mellem kunder.
* Indretningen skal være sådan, at man undgår flaskehalse og sammenstimlen. Kø- og slagtilbud skal undgås.
* Er der mulighed for at lave selvbetjeningsløsninger, anbefales dette.
* Der skal sikres grundig rengøring og desinfektion af eksempelvis kasseapparater eller andre kontaktflader.
* Fællesarealer som legesteder og loungeområder skal holdes lukket for ophold.
* I det omfang, det er muligt, kan det overvejes at lave skilte med maksimalt antal kunder. Man kan også opsætte fysiske barrierer mellem kunder og personale.
* Alle medarbejdere skal overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer om god hygiejne.
* Det anbefales at instruere leverandører af varer i forebyggelse af smitte.
Kilder: Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet. /Ritzau/