Stor forlystelsespark udskyder sæsonåbning
Den planlagte sæsonåbning af Tivoli Friheden lørdag d. 4. april er nu udskudt to uger på grund af situationen med COVID-19.
Havde man et snævert håb om at kunne tage i Tivoli Friheden med familien i påskeferien på trods af corona-krisen, så kan man godt tro om igen.
Forlystelsesparken har valgt at udskyde sæsonåbningen, som skulle have været lørdag den 4. april. I første omgang med to uger.
Det betyder, at Tivoli Friheden lige nu regner med at lukke gæster ind fra fredag den 17. april.
Årsagen er, at man gerne vil bakke op om statsministerens opfordring til alle danskere om at udvise samfundssind og passe på hinanden ved at stå sammen hver for sig.
- Det hænger jo sammen med den krise, som hele samfundet står i. Vi kan jo ikke bare sidde og kigge på, at andre yder og tager deres del af byrden, uden at vi selv gør det også, siger Henrik Ragborg Olesen, der er administrerende direktør i Tivoli Friheden, til TV2 Østjylland, og fortsætter:
- Vi synes, det er det rigtige at gøre på baggrund af de udmeldinger, som er kommet fra Regeringen med Statsministeren i spidsen, at vi sørger for, at folk ikke samles i Tivoli Friheden lige nu.
Også årets første "Fed Fredag" koncert bliver udskudt. Topgunn skulle have optrådt på friluftsscenen i Friheden fredag den 10. april, men den koncert er nu flyttet til lørdag den 25. april, hvor direktøren håber, at samfundet er vendt lidt mere tilbage til normalen.
Direktøren tør ikke gisne om, hvad ændringerne i åbningsdatoen kommer til at betyde på bundlinjen.
- Det får formentlig betydning for vores besøgstal og vores omsætning, men lige nu har vi valgt ikke at regne alt for meget på det, men have fokus på at gøre det rigtige og forholde os til en situation, vi står i, siger Henrik Ragborg Olesen.