Stor succes med herberg kun for unge
I Aarhus modtages ungetilbuddet Malmøgade med kyshånd af brugerne
Gennem flere år har antallet af unge hjemløse i Aarhus kun været stigende, men der har manglet et sted, hvor den voksende gruppe kan bo og samles væk fra gaden. Det har de unge nu fået i Malmøgade, og blandt beboere er der uddelt begejstring med stedet.
- Det betyder rigtig meget, og jeg føler mig tryg ved at være her, lyder det fra en af beboerne, Pernille Vartiainen.
Hun endte med at måtte opsige sin lejlighed, da kæresten flyttede, og efter at have overnattet på adskillige venners sofaer, løb den mulighed efterhånden op.
- Jeg har aldrig decideret boet på gaden, men kampen for at finde et sted at sove var stressende, og jeg fik det dårligt. Mit liv gik nærmest i stå, fortæller Pernille Vartiainen.
Rart med jævnaldrende
Derfor hilser hun altså også Ungetilbuddet Malmøgade mere end velkomment.
- Her kan de unge sætte retning på tilværelsen igen, siger leder af tilbuddet, Christian Bisgaard.
Brugerne er især glade for, at de slipper for at bruge de traditionelle herberger rundt om i byen, hvor alle typer mennesker fra alle aldre kommer.
- Det er langt federe at omgås jævnaldrende, forklarer en anden af brugerne, Rasmus Boytang.
I Aarhus skønnes der i 2015 at være 171 unge hjemløse.