Svampen er fuld: Rekordregn truer atter
Med et rekordvådt efterår er der snart ikke mere at gøre.
Østjylland står igen for skud og er blevet ramt af silende regn store dele af søndagen.
Særligt slemt er det ved Solbjerg i Aarhus Kommune, hvor man holder vejret. Her står vandet i søen historisk højt og oversvømmer blandt andet fodboldbane og søsporten, hvor vandet står cirka halvanden meter over normalen.
- Kommer vi 10-20 centimeter længere op, nytter det ikke noget at pumpe, så vil det stå inde i husene, siger Simon Grünfeld, områdechef i teknik og miljø i Aarhus Kommune.
Og for Gunhild Fontain Hestbæk i Solbjerg er den lille bæk for enden af haven, der normalt er en halv meter bred, nu nået halvvejs op i familiens have.
- Det er bekymrende, det er lidt skræmmende. Men vi håber, det går, siger Gunhild Fontain Hestbæk.
Hun og familien har på kommunens anbefaling lagt sandsække ved døråbningerne og håber, de holder.
- Der er ikke andet end gøre end at bede til vejr-guderne efterhånden. Der skal der noget anden klimasikring til ellers, men det kan vi ikke lige løse her, siger Gunhild Fontain Hestbæk.
Boldbanerne i Solbjerg er lukket, da der er risiko for, at vandet er blandet med spildevand, og det kan i værste fald vare flere uger, inden det ikke længere udgør en sundhedsrisiko.
Og Aarhus Kommune er da også gået grueligt meget igennem.
- Vi har haft stormflod, vi har haft skybrud, og nu står vi i den her situation med vedvarende regn i mange dage. Så hele den svamp, som oplandet er, den er fuld, så hver eneste dråbe fra nu af og resten af vinteren risikerer at oversvømme vores byer, siger Simon Grünfeld, områdechef i teknik og miljø i Aarhus Kommune.
Og med Solbjerg Sø presset til over sin ydeevne, truer vandet altså de lavtliggende huse.
Også ved Kolind på Djursland er vandet voldsomt. En kanal er gået over sin bredder, som det ses på videoen herunder.
Rekord-måned
Allerede lørdag blev november-normalen på i gennemsnit 70 millimeter for nedbør overgået. November har dog langt fra været den eneste måned med vådt vejr.
Hele fire måneder i 2023 har vi haft mere end 100 millimeter nedbør, og året som helhed er også godt på vejr mod ny nedbørsrekord. Hvis der kommer 59 millimeter resten af året vil det være nok til at slå den nuværende nedbørsrekord på 905 millimeter, der deles af 1999 og 2019, skriver TV 2.