Talentfuld hund fandt dyr delikatesse til Dronningen

Hendes Majestæt Dronningen fik formentlig flere retter med trøffel end normalt under den seneste juleferie på Marselisborg Slot. Takket være hunden Asti.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Hunden Asti har en helt særlig evne. Den er nemlig blevet trænet til at finde trøfler. Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Hunden Asti er noget helt særligt. Det ved selv Dronningen. For hun fik dens evne at smage under juleferien på Marselisborg Slot i december.

Asti kan nemlig finde trøfler i Marselisborgskovene, og det rygte havde sidste år spredt sig helt til kongehuset, som ønskede at smage de lokale delikatesser.

- Jeg blev ringet op en tilfældig formiddag fra hoffet, hvor chefkokken ønskede at prøve trøflerne fra Marselisborg, og så svarede jeg selvfølgelig selvsikkert, ’hvor mange skal De bruge?’, fortæller Astis ejer, Rune Richtendorff, til TV2 ØSTJYLLAND.

Fra sæsonen for at finde modne sommertrøfler var i gang i oktober og til nu har han og Asti fundet omkring to kilo trøfler. Da de ikke vejer ret meget og er yderst sjældne i Danmark, er det lidt en sensation.

Ekstra pres på hund og ejer

En bedrift som altså også var nået helt til kongehuset.

- Aftalen med chefkokken blev, at jeg skulle levere trøfler på slottet i Aarhus den 21. december, så et døgn før gik vi i gang med at gennemsøge flere områder i skovene, siger Rune Richtendorff.

Dronningen var heldigvis meget begejstret, og tog pænt imod trøflerne. De kongelige har efter sigende fået masser af trøffelmad henover julen.
Rune Richtendorff, hundeejer

Selvom der var ekstra pres på trøffelhund og ejer lykkedes det at finde en pæn portion på 140 g til majestæten, og chefkokken var imponeret over trøflernes karakter.

Rune Richtendorff fik en lang snak med chefkokken, som tog imod varerne. En vare som hundeejeren besluttede sig for at give til Dronningen som en slags julegave.

Sommertrøffel

En trøffel er en svamp, som vokser under jorden i en symbiose med ege-, hassel- og piletræer og er meget vanskelige at dyrke, fordi de stiller høje krav til vækstbetingelser.

Man bruger specialtrænede hunde til at finde trøfler. Ligesom man bruger hunde til at finde narko. 

Umiddelbart ligner sommertrøffelen og den sorte trøffel hinanden. Udvendig har de begge en nopret overflade. Men indvendig er sommertrøffelen hvid eller lysebrun, og duften er knap så intens.

Sæsonen for sommertrøffel går fra maj til november. Sommertrøffelen koster fra 3.000 kr. kiloet.

Kilde: Madmagasinet.dk

Stor begejstring hos Dronningen

- Kokken fortalte, at han lige ville prøve med lidt trøffel først for at få Dronningens reaktion, inden han kastede sig ud i mange retter med den lokale delikatesse, siger Rune Richtendorff til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Dronningen var heldigvis meget begejstret, og tog pænt imod trøflerne. De kongelige har efter sigende fået masser af trøffelmad henover julen.

Rune Richtendorff og familien fik ikke mulighed for at møde Dronningen, men kongehuset har efterfølgende sendt et takkebrev. 

Hendes Majestæt var også meget imponeret over hele historien om de lokale trøfler og den dygtige hund. 

For det er den nemlig.

300-400 timers træning bag sig

I løbet af de sidste 100 år er der kun blevet fundet sommertrøfler 26 gange i Danmark. Så at Asti kan finde to kilo på nogle få måneder, er helt ekstraordinært.

Vi har leveret meget til Frederikshøj, siden vi gik i gang med at finde dem. Jeg kunne forestille mig, at det samarbejde fortsætter.
Rune Richtendorff, hundeejer

Asti er dog langt fra kommet sovende til talentet. Bag sig har hun et sted mellem 300-400 timers træning.

- Jeg har hørt folk sige hundredvis af gange, at jeg er en fantast, og at det ikke kan lade sig gøre, og så står vi alligevel her i dag, har Rune Richtendorff tidligere fortalt. 

Asti og Rune Richtendorff bor i Tjele ved Viborg, men det bedste sted at finde trøfler er altså i Marselisborgskovene. Foto: TV / Midt-Vest

Leverer til gourmetrestaurant

Asti er af racen lagotto romagnolo, der har gode egenskaber for trøffeljagt.

En egenskab som Restaurant Frederikshøj i det sydlige Aarhus og den kendte stjernekok Wassim Hallal også har fået øjnene op for.

- Han er helt vild med trøflerne, og vi har leveret meget til Frederikshøj, siden vi gik i gang med at finde dem. Jeg kunne forestille mig, at det samarbejde fortsætter, siger Rune Richtendorff.

Nu er sæsonen for sommertrøflerne dog ved at være ovre, så det bliver formentlig først til oktober, at han og hunden Asti skal på jagt igen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her