Tre personer fængslet for indsmugling af 11,7 ton hash
Østjyllands Politi har i mange måneder kørt en intensiv efterforskning mod to mænd og en kvinde, som nu er anholdt og fængslet
To mænd på 36 og 41 år og en kvinde på 38 år er fængslet i en større sag om indsmugling af mindst 11,7 ton hash fra Spanien til blandt andet Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De tre personer blev anholdt onsdag formiddag i forbindelse med en større, koordineret aktion mod flere adresser på Sjælland. Ved Retten i Aarhus blev de torsdag varetægtsfængslet i fire uger.
Politiet har de senest ti måneder kørt en intensiv efterforskning mod de to mænd, der er sigtet for at stå bag indsmugling af hash i lastbiler og herefter at have videresolgt det til kriminelle miljøer i blandt andet Danmark.
- Det er den største sag i min tid hos Østjyllands Politi, hvor jeg har været siden 2000. Det er meget stor sag, og har krævet meget efterforskning af mange betjente, siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, René Raffo, til tv2oj.dk.
Den 36-årige mand menes at være hovedmanden i sagen. Han sigtes for indsmugling.
Fandt hash blandt appelsiner
Han er også mistænkt for at være bagmanden i en anden sag fra april i år, hvor en lastbil med appelsiner fra Spanien blev stoppet i Herfølge.
Blandt appelsinerne fandt man 500 kilo hash.
Den 41-årige mand sigtes for medvirken til indsmugling samt for at være i besiddelse af et automatvåben og en pistol.
Den 38-årige kvinde sigtes ligeledes for medvirken til indsmugling af den store mængde hash.
Alle tre personer er bosiddende på Sjælland.
I forbindelse med anholdelsesaktionen beslaglade politiet over én million kroner i kontanter.
Det er Østjyllands Politi, der har efterforsket sagen i samarbejde med politiets Task Force Vest, Task Force Øst og spansk politi.