Trofast fodboldfan på lægterne: Har støttet samme klub i 73 år
97-årige Anton Pedersen er lidt af en legende hos fodboldklubben AIA Tranbjerg - han har nemlig støttet klubben hele sit lange liv.
Anton Pedersen ankommer med Flextur og sætter sig på sin sædvanlige plads på den lille tribune på Grønløkke Stadion i Tranbjerg sydvest for Aarhus.
Det er kampdag, og den 97-årige mand sidder klar til at støtte sit hold AIA-Tranbjerg, der spiller i Serie 2.
- Jeg glæder mig hver gang, jeg skal herud, siger Anton Pedersen til DBU Jylland.
Det er ikke så lidt imponerende, at Anton Pedersen har kunnet bevare glæden ved sit lokale hold. Han har nemlig været med på sidelinjen og støttet dem i 73 år - siden dengang, hvor klubben blot hed AIA.
Han kom tilfældigt forbi og så en kamp, og siden da er han kommet igen og igen - år efter år.
- Det var en kamp, hvor der skete noget hele tiden. Det viste sig også, at der var flere spillere, der blev landsholdsspillere. Så jeg blev, til kampen var færdig, og jeg tror, det var 10-0, de vandt med. Siden den tid har jeg ikke set andet end AIA, siger Anton Pedersen.
Legende i klubben
Den 97-åriges mangeårige tilstedeværelse på Tranbjergs hjemmebane er ikke gået ubemærket hen hos spillerne på klubbens førstehold.
- Bare det, at en mand i hans alder bliver ved med at komme herude, jeg synes, det er klasse. Det er høj klasse, siger Frederik Buhl, der spiller for AIA-Tranbjerg.
- Man bliver glad, når han kommer ned. Altid med et smil på læben, siger han.
Klubbens næstformand, der har været frivillig igennem 48 år og derfor efterhånden kender Anton Pedersen rigtig godt, har også kun godt at sige om støtten fra superfanen.
- Jeg synes, det er fantastisk. Hvis jeg havde så klart et hoved og gode ben som 97-årige. Det er fantastisk, siger Arne Søby, næstformand hos AIA-Tranbjerg.
Klubbens førstehold spiller lige nu i Serie 2, en del under professionelt niveau, men det betyder ikke noget for AIA-Tranbjergs største fan.
- Jeg går ikke så meget op i professionel fodbold. Det er min indstilling. Jeg holder på, at det ikke længere er sport. Det drejer sig om penge i dag, siger Anton Pedersen.