Tusindvis tændte fakler og kondolerede terrorramt familie

Sammenholdet og støtten var til at få øje på i Stavtrup torsdag aften. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix
/

I Stavtrup brugte en række borgere torsdag aften på et fakkeltog, som lokale havde arrangeret for at vise deres medfølelse med familien Holch Povlsen.

Familiens mistede tre børn under terrorangrebet i Sri Lanka, hvor i alt 290 mennesker omkom.

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var til stede, men holdt efter aftale en solid afstand til arrangementet.

Flere tusinde deltog i fakkeltoget, der startede på parkeringspladsen ved Rema 1000 i byens centrum, og med flaget på halv fortsatte det kondolerende optog ned ad Ormslevvej, der fører ned til godset Constantinsborg, hvor familien bor.

Pressen var velkommen til fakkeltoget under det forbehold, at man holdt sig på afstand, og det var naturligvis et ønske, TV2 ØSTJYLLAND efterlevede.

Gåturen sluttede med, at fakkeltogets deltagere kunne passere Constantinsborgs porte, der i dagens anledning stod åbne.

REDAKTIONELLE OVERVEJELSER

En familie i Østjylland har lidt et ultimativt tab ved terrorangrebet i Sri Lanka.

Vi finder, det er vores pligt og opgave som lokalt medie at skildre, når den internationale terror rammer ind i vores helt nære cirkler. Der er en skole, en landsby, mange arbejdspladser og tusindvis af medarbejdere, der er berørte af det hændte. Vi kan se, at det derudover optager mange andre østjyder, der ønsker at udtrykke deres forfærdelse og medfølelse til de efterladte.

Vi har naturligvis mange overvejelser om etik og respekt for den ramte familie, og der er mange detaljer og billeder, vi helt bevidst ikke bringer. Vi respekterer familiens ønske om, at vi ikke filmer på privat grund, og vi bruger ikke billeder fra familiens sociale medier. Men vi mener også, at vi ville svigte vores opgave, hvis vi ikke beskæftiger os med denne historie, og de reaktioner den medfører. Det er pressens opgave at vise virkeligheden, også når virkeligheden er så tragisk, som den er i dette tilfælde.

Flere brugere både på vores egne platforme samt andre mediers har udtrykt kritik af, at medierne omtaler familien ved navn. Men vi mener omvendt, at det er det mest respektfulde at sætte navn på de uskyldige ofre, som har betalt den ultimative pris. De var borgere i vores nærområde, elever på en lokal skole, venner med nogle – og nogens børn og børnebørn. De er mere end bare navnløse ofre.

Venlig hilsen, redaktionen

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her